Jeg har tidligere nævnt, at mine bagerste bremseskiver efterhånden var noget anløbne af rust, og jeg ville afdreje dem. Dagen i går var så udvalgt til montering af sommerdæk, adskillelse af bremser og afdrejning af skiver. Der må jeg sige jeg fik mig en voldsom overraskelse. Det jeg troede ville tage et par timer, tog det meste af en dag. Alle bremseklodserne hele bilen rundt, var totalt rustet fast. På nogle af kaliberne måtte vi bruge ganske meget vold for at få klodserne ud. Det viser sig at bremserne på S modellen er baseret på et håbløst forældet system som vi i Europa anvendte i halvfjerdserne og firserne. For at gøre det endnu værre, har man været så tåbelig at montere en form for "kassette" lavet af malet jernplade, rundt om bremseklodserne. Dermed kan rusten boltre sig både mellem klodsen og kassetten, og mellem kassetten og kaliberne. Resultatet var, at alt var totalt rustet og irret sammen. Vanen tro for bilfabrikker, så var der jo heller ikke noget der var smurt fra fabrikken. Nu forstår jeg faktisk bedre, at service besøgene på Teslaen er dyre. Hvis ikke man bare konsekvent skifter alle klodserne, så tager det rigtigt lang tid at adskille det hele, samt rense/smøre og genmontere. Jeg har normalt aldrig været fortaler for at køre til service med sin bil, men hvis ikke man efter den første vinter får lavet noget ved bremserne på Teslaen, så får man helt sikkert problemer med bremser der hænger. Det er uforståeligt, at man slet ikke har skelet til de moderne bremsesystemer der anvendes af hele Europas bilindustri. De bremsesystemer der normalt anvendes idag er konstruktionsmæssigt næsten helt sikret mod fastrustne klodser. Bare ikke dem på Tesla S. Se de vedlagte billeder. Prøv også at lægge mærke til, at selv om jeg har drejet ca. 0,3 mm af skiven, så kan man faktisk stadig se hvor bremseklodserne har stået på skiven. Rusten er trængt langt ned i metallet. Generelt er det til vores klima et problem, at parkeringsbremsen har egne klodser/kaliber. De bliver jo aldrig anvendt under kørslen og er derfor våde og fulde af salt når den elektriske håndbremse lukker dem sammen om skiven. Står de så weekenden over, så har vi allerede starten af problemet. De bagerste skiver som nok stammer fra en anden bilmodel har faktisk indstøbt en indvendig tromlebremse, der blot ikke bliver anvendt.
