Roadtrip fra Odense til Nordkapp i Model S 85D | Tesla Forum

Flotte billeder og rigtig god skildring af jeres rejse.

Mandag, d. 25. juli: Hardangervidda, Geilo, Steine, Flåm, Aurlandsvangen.

Morgenudsigt på vej ned fra bjerget, hvor vi overnattede.

Energy appen bekræfter min fornemmelse af, at det går lidt op og ned...

Batteriet var i øvrigt blevet halvkoldt i løbet af natten, så der var kommet nogle gule streger nederst i power-meteret. Dvs. ikke fuld regen, men dog noget, måske 25-30 kW. Ikke optimalt til at starte en nedkørsel oppe fra bjerget. Men det var en lille grusvej, der ikke indbød til høj hastighed og så er der heller ikke behov for så meget regen effekt. Det gik faktisk fint, næsten uden at skulle bruge bremsepedalen.

Morgenmaden blev indtaget i Eidfjord, hvor bilen også fik lidt Tesla super-juice. Et stort krydstogtskib havde lagt til ved kajen og de mange turister prægede bybilledet, så der var et mylder af mennesker.

Turen fortsatte over Hardangervidda - Norges største ubeboede, øde højfjeldsslette. Inden man kommer helt op på sletten, kørte man igennem en del snirklede tunneller, der slog krøller på sig selv igennem bjerget. Fra højfjeldet var der undervejs et lille kig til Hardangerjøkulen - en af Norges største gletsjere. Jeg fik dog ikke noget godt billede, da den lå for langt fra vejen.

Vi kom også forbi Geilo. Her jokede vi med, at vi nok ville støde på Tesla Bjørn under én af hans Geilo-tests. Vi fandt "hans" tankstation i Geilo, hvor han plejer at lade før turen hjem til Oslo, men der var ingen Bjørn at se, kun masser af forskellige slags hurtigladere.

I øvrigt er Norge særdeles veludbygget mht. ladeinfrastruktur. Der er nærmest en stak hurtigladere på enhver parkeringsplads i byområder, ved supermarkeder osv. Jeg fik slet ikke brug for mormorladeren eller alle mine hjemmelavede adaptere til alverdens stiktyper, skulle der opstå en kritisk nødsituation. Ikke engang mit Type-2 kabel blev der brug for.

Området omkring Haugastøl og Geilo er ellers meget smukt, med højfjeld, søer og en del spredte hyttebebyggelser. Man kan godt se, at det er et område, hvor mange nordmænd valfarter til i deres fritid.

Vejen ned til Steine var også pænt crazy. Den kører igennem mange tunneller, som også snor sig igennem bjerget og med hårnålesving inde i tunnellerne. Her er et billede af udsigten et af de få steder, man kommer ud af tunnellerne. Bemærk vejen nederst til højre i billedet, der går langs vandet og direkte ind i bjerget.

Vi havde overvejet en tur med Flåmsbana, et bjergtog, der kører fra Flåm og op til Myrdal - en smuk og idyllisk bjerglandsby. Ruten går spektakulært op igennem en snæver dal, igennem flere tunneller og langs flotte vandfald. Flåm var meget overrendt af turister. Der var vådt, regnvejr og togbilletterne viste sig at koste 1200 NOK for 2 personer t/r. Det er alligevel turistpriser for en bette togtur på 2 x 17 km.

Vi brugte en del tid på at kigge i frilufts- og tøjbutikker i Flåm og derefter sparede vi 1200 NOK ved at tage bilen op ad den meget smalle grusvej op mod Myrdal. Det virkede ikke specielt attraktivt at sidde klemt blandt et mylder af regnvåde turister i et fugtigt tog. Grusvejen til Myrdal er et kapitel for sig. Den er de fleste steder så smal, fuld af skarpe sving og med store sten på begge sider af vejen, at det er et rent mirakel, at skærmene på bilen stadig er intakte. Et lidt overdramatisk skilt advarer imod modkørende cykelturister. Der er helt sikkert ikke plads til at passere hinanden ret mange steder. Specielt ikke lige rundt om det næste sving...

Floden og vandfaldene er ret vilde oplevelser. Men mest imponerende var nok der, hvor floden pludselig kommer brølende ud af bjerget igennem en forholdsvis lille åbning taget i betragtning den mængde vand, der strømmede ud. Der var virkelig tryk på! En joke gik på, at vi skulle have haft vores gummibåd med til noget heftig river rafting igennem bjerget ;-)

Det viste sig desværre, at det sidste stykke af vejen op mod Myrdal var forbudt for motorkøretøjer. Mon ikke der her menes forbrændingsmotorer? Gad vide, om det også gælder køretøjer med elmotor? ;-) Anyway, så måtte vi heller vende om her.

Turen gik videre igennem Aurlandsvang og op over bjerget ad Gamle Aurlandsvegen. Alternativet havde været igennem Lærdalstunnellen, som med sine 24,5 km udmærker sig ved at være verden længste vejtunnel. Vi tænkte bare, at udsigten sikkert var pænere oppe fra bjerget - og det var den!

Lidt længere oppe kommer man forbi Stegastein, som er en velbesøgt udsigtsplatform. Her stopper alle turister, så vi gjorde også et kort stop for at få det obligatoriske foto ned over Aurlandsvangen og Aurlandsfjorden.

Efter et tiltrængt SuC stop ved Lærdal gik turen videre til færgen over Sognefjorden. Konen var ellers lidt bekymret for, hvordan det ville fungere med at tage færgen, hvor lang ventetid, der ville være, om man overhovedet kunne få billet osv. I praksis fungerede det supernemt. Vi ventede ganske kort tid, kørte lige ombord på færgen og Brobizzen klarede betalingen uden videre. Og sådan er det generelt i Norge. Færger og bompenge er en integreret del af den norske infrastruktur og det fungerer gnidningsfrit helt uden bøvl.

Vi havde ellers tænkt at lave en afstikker til Borgund Stavkyrkje, som er en af de flotteste af de mange stavkirker i Norge. Jeg husker ikke helt hvorfor vi ikke gjorde det. Men i stedet kom vi forbi denne lidt mindre stavkirke i Kaupanger:

Derefter fortsatte vi mod Nigardsbreen, som er en gletsjertunge fra Norges største gletsjer, Jostedalsbreen. Planen var en vandretur op til gletsjeren næste dag fra morgenstunden, inden for mange andre turister fandt på samme idé. Det blev lidt sent og var næsten helt mørkt, inden vi omsider fandt et godt sted at overnatte, ikke så lang fra gletsjeren.

God gammeldags turberetning! Me like.

Citat fra SuneH

God gammeldags turberetning! Me like.

Så enig... vi er ved at planlægge når nu slæden engang runder 80.000 og garantien er væk :-)

Beklager endnu et lille indlæg der forstyrer turberetning. Sletter det senere...

Mange tak for rejseberetningen. Stor respect for ikke mindst din kone - der er flere steder du ikke ville få mig i nærheden af :-)

Citat fra jramskov

Mange tak for rejseberetningen. Stor respect for ikke mindst din kone - der er flere steder du ikke ville få mig i nærheden af :-)

Den kælne ged? ;-)

Citat fra P85DK

Citat fra jramskov

Mange tak for rejseberetningen. Stor respect for ikke mindst din kone - der er flere steder du ikke ville få mig i nærheden af :-)

Den kælne ged? ;-)

Haha, den var god! :-D

Men nu er en ged jo ikke et sted. Det er et levende væsen.

Mon ikke, han mener tøjbutikkerne? ;-) 

@P85DK: LOL!
@MOS: Også det, men det har vist ikke været nævnt endnu ;-)

Citat fra jramskov

@P85DK: LOL!
@MOS: Også det, men det har vist ikke været nævnt endnu ;-)

Jo, se mit indlæg #23, ca. halvvejs nede i indlægget...

Citat fra MOS

Vi brugte en del tid på at kigge i frilufts- og tøjbutikker i Flåm (...)

Det må min hjerne have automatisk frasorteret - var det et af højdepunkterne på turen? :P

Tirsdag, d. 26. juli: Nigardsbreen, Sognefjellet, Lom, Strynefjellet.

Vi stod tidligt op for at vandre op til Nigardsbreen før turist rush hour. Det sidste stykke kørevej er der bom for, med betaling.

Vandreturen er relativt let. Man følger pælene med en lyseblå markering på toppen af pælen. Det går naturligvis over stok og sten - mest sten. Men de stejleste steder er der lavet fine trapper.

Man skal dog have solidt og vandtæt fodtøj med, da "stien" en stor del af tiden egentlig blot er et vandløb. F.eks. ligesom dette "vejkryds", hvor to vandløb krydser hinanden.

Den første halvdel af vandreturen går langs med en gletsjersø. Denne del kan magelige folk springe over og i stedet tage båden. Der er dog ingen garanti for, at båden også sejler tilbage igen!

Det sidste stykke op mod gletsjeren går noget mere opad. Det er dog ikke specielt svært. Her kan de fleste sagtens være med. På et tidspunkt krydser man floden fra gletsjerens smeltevand via en bro. Lidt længere oppe kommer man så til foden af selve gletsjertungen.

Går man lidt til venstre for gletsjertungen, rundt om en stor klippe, så kan man komme helt tæt på gletsjeren.

Et par historiske facts, som vi senere læste om, da vi kom ned til Breheimcenteret: I forrige århundrede var der en flodbølge fra gletsjeren, der raserede dalen og udslettede nærmest alt på sin vej. Foldbølgen skulle efter sigende have været 40 m høj! Nogle år senere kom der en ny flodbølge. Denne gang på 70 m højde...! Først tænkte jeg, at der nok skulle have stået 70 cm. Men den er vist god nok. Ja, man skal have respekt for naturens kræfter! I øvrigt brændte Breheimcenteret ned til grunden for ikke så mange år siden, men er siden blevet genopbygget. De bliver sq udsat for nogle hårde prøvelser, de Nordmænd!

Frokosten blev indtaget ved Lustrafjorden.

Turen fortsatte ad Sognefjellsvegen op over Sognefjellet. Det er den højeste vej, der går over et bjergpas i Norge. Her var der delvist tåget oppe i skyerne og der lå stedvist en del sne.

Og så videre ned til Lom. Det er vist første gang, jeg har kørt med et snit på -2 Wh/km over de seneste 50 km...

I Lom så vi denne smukke stavkirke:

Derefter et SuC stop i Bismo for at få lidt strøm på bilen samt lidt at spise.

Vi forlod derefter hovedvejen for at tage en afstikker ad Gamle Strynefjellsvegen over Strynefjellet. Det viste sig at blive lidt af en polar-oplevelse. Der var meterhøje snefelter og is på søen. Der flød faktisk decideret isbjerge rundt i vandet. Det meste af vejen var grusvej, men en ret god én af slagsen. Man skal dog nok ikke forvente at kunne passere tidligt på sommeren, da der er temmelig meget sne.

Efter en brat zig-zag nedkørsel og lidt tunnelkørsel, fandt vi dette idylliske sted at overnatte tæt op ad en brusende flod.

Citat fra jramskov

Det må min hjerne have automatisk frasorteret - var det et af højdepunkterne på turen? :P

Lige det spørgsmål, tror jeg, du skal stille min kone :-p

(Tøjbutikker er ikke min spidskompetence.)

Alt det tøj i har på...bare det var mig her fra 90% luftfugtíghed og 25-30 grader. :-)

Onsdag, d. 27. juli: Geirangerfjorden.

Morgenen startede med koldt batteri og turen skulle gå til Geiranger - et af Norges flotteste og mest ikoniske steder. Men først skulle vi lige et smut op på Dalsnibba, som er et udsigtspunkt 1500 moh. med udsigt ned over Geiranger og fjorden. En privat bomvej går hele vejen til toppen og det kostede den nette sum af 300 NOK for en bil. Vi overvejede lige situationen en ekstra gang, for der var meget skyet og vi var i tvivl, om der overhovedet ville være nogen udsigt oppe fra toppen. Vi spurgte en cyklist, der lige var på vej ned. Han sagde, at han ikke havde været helt oppe på toppen, men at han havde hørt fra andre, at der ikke var noget at se pga. skyerne.

Vi tog alligevel chancen, nu vi var der, svingede kreditkortet og kørte til toppen. Og turens højdepunkt (i hvert fald målt i moh.) blev belønnet med denne tvivlsomme udsigt:

Et kig direkte ned i afgrunden oppe fra udsigtsplatformen:

Men heldigvis er vejret oppe i bjergene ret omskifteligt, så efter kort tid klarede det delvist op og solen tittede frem. Jeg måtte løbe ind i souvenirbutikken og hente min kone: "Kom, kom, skynd dig med ud og se udsigten, inden det er for sent!"

Og et selfie blev det også til... Læg mærke til Geiranger og fjorden midt i billedet lige mellem skyerne. Man kan også skimte et krydstogtskib, der ligger i havnen. Det skal lige siges, at der var 2 °C og det blæste også lidt på toppen. Så vi fik brug for både hue og handsker.

Norge er langt fremme med eldrevne køretøjer, men jeg havde nok alligevel ikke regnet med at skulle støde på en Renault Twizy her oppe på toppen af bjerget. Gad vide, hvor mange gange, den har måtte lade undervejs? Det viste sig at være 2 italienske turister, som havde lejet den nede i Geiranger. Det er åbenbart muligt lige netop at køre hele vejen op til toppen på én fuld opladning. Og ned skal man jo nok komme. De sagde, den var skidesjov at køre i på bjergvejene, men forbistret koldt! Den har jo heller ingen sideruder.

Batteriet i Teslaen nåede imod forventning ikke at blive driftsvarmt af turen op på bjerget, så vi havde kun en smule regen til rådighed på turen ned. Det går fint, så længe man holder sig under en vis hastighed. Men kommer man op på mere end ca. 40 km/h, så begynder den pludselig at rulle fra én og farten bliver højere og højere. Regen momentet er nemlig pænt stort ved lave hastigheder, men så snart man rammer regen effektbegrænsningen, så aftager momentet omvendt proportionalt med hastigheden. Jeg måtte altså bruge bremsepedalen mere end et par gange, da den ikke kunne regen'e nok til at holde farten nede. Men jo længere vi kom ned ad bjerget, jo mere blev batteriet varmet op og pludselig forsvandt alle de gule streger i powermeteret, så alt var godt.

Her er et lidt bedre billede ned over Geiranger, hvor man kan se lidt mere. Det er taget fra et andet udsigtspunkt halvvejs nede.

Geiranger var totalt proppet med turister (sikkert fra krydstogtskibet) og køreturen igennem byen gik med ca. 2-3 km/h bag en hob af fodgængerturister, som mente, at kørevejen var forbeholdt dem.

Efter en omgang frokost, tog vi på en vandretur fra Homlongsvika til Skageflå. Turen gik op over et bjerg, hvor man starter med en ret ensformet, tilsyneladende endeløs, moderat stigning. Udsigten ned over Geirangerfjorden var dog aldrig kedelig.

"Regnskoven" var frodig med bl.a. mos, bregner og birketræer.

Vandreturens højdepunkt var en sæter, der bestod af et par små hytter med græstag og nogle enge på skråningerne. Her tog Nordmændene i gamle dage op om sommeren for at sætte deres får på græs.

Udsigt med kig til Dei Sju Systre. Vandfaldene skulle ligne håret på 7 kvinder.

Derefter en ikke så lang, men temmelig brat nedstigning til Skageflå.

Skageflå ligger halvt oppe på bjergskråningen og er svært tilgængeligt enten oppe fra, hvor vi kom fra, eller nede fra fjorden, hvor man kan scramble flere hundrede meter op. Her er Skageflå og udsigten til Dei Sju Systre.

Turen tilbage gik samme vej, hvor vi kom fra. Brat opstigning til sæteren. Godt at der var opsat kabler til at holde fast i.

Derefter videre ned til bilen i Homlongsvika. Vandreturen tog i alt lige omkring 5 timer inkl. pauser.

Vi fortsatte bilturen op over et bjerg, med færgen over fjorden og videre nordpå. Sent på aftenen, da det var ved at blive mørkt, kom vi forbi Gudbrandsjuvet, som er et fantastisk sted. Det er nogle vandfald, der har gravet nogle kløfter og jettegryder. Her var der lavet arkitektoniske platforme og broer i glas, beton og rustet stål, så man kunne betragte naturens kunstværker fra alle tænkelige vinkler. Bestemt et besøg værd. Evt. gerne i dagslys ;-) Billederne blev alligevel overraskende gode, lysforholdende taget i betragtning.

Torsdag, d. 28. juli: "Trolle-Norge" og Atlanterhavsveien.

Det var her i nærheden, tæt på trægrænsen, vi overnattede. Dette spidse bjerg må være Norges svar på Matterhorn. Jeg mener, det hedder Bispen.

Vi startede dagen med at køre ned ad Trollstigen, som nok er én af Norges mest kendte bjergveje. Med sine 11 hårnålesving og vilde udsigt til Stigfossen ved flere af svingene må man nok sige, at den er et besøg værd. En af udfordringerne her er de mange turistbusser, man skal passere undervejs. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvis to turistbusser møder hinanden her og det sker nok typisk flere gange på turen op eller ned. Vejen er i øvrigt lukket fra den første sne falder om efteråret og til ca. midt i maj, hvor store maskiner rydder vejen for de ca. 10 m sne, der falder i løbet af vinteren. Her er Stigfossen set fra en af broerne.

Fra toppen af Trollstigen, ved Caféen, går der en vandresti hen over bjerget og op til Trolltindane. Det skulle være en lang heldagstur med pænt luftige passager.

Her er vi kørt ad hovedvejen, en lille afstikker rundt om bjerget, for at besigtige Trollveggen og Trolltindane nedefra. Hver af de små toppe har i øvrigt sit eget navn. Stedet er bl.a. kendt for hardcore bjergbestigere og basejumpere, der tager turen ned fra den knap 1800 m høje bjergside, som i øvrigt er mere end lodret. Den har et udhæng på ca. 50 m. Vi så dog ingen, der sprang ud.

I Åndalsnes blev der supercharget, købt ind og holdt spisepause. Her er en udsigt over Romsdalsfjorden med Trolltindane i baggrunden. Med lidt fantasi kan man godt forestille sig, at bjergene ligner trolde, der ligger på ryggen og kigger op i himlen. Der er sikkert også mange andre fortolkninger.

Turen fortsatte nordpå, med færge over Langfjorden, og videre op til Trollkyrkja. Det er et system af marmorgrotter, hvor de norske trolde åbenbart går i kirke. Vandreturen derop var rimelig tilforladelig. De sværeste og stejleste steder var der sat reb op.

Der er i alt 4 indgange, hvoraf én af dem er styrtet sammen. Her er indgangen til den første grotte.

Man skal bruge sin sunde fornuft. Der er på ingen måde anlagt en fin sti inde i grotten. Man skal have ordentligt fodtøj, lommelygte og en god portion klaustroantifobi. Loftshøjden er visse steder lavere end en Tesla Roadster ;-)

Et stykke inde i grotten kommer man til denne katedral.

Man kan komme ud igen samme vej. Eller op igennem den anden indgang, ad et meget smalt hul, hvor man skal klatre lodret op. Så det gjorde vi :)

Den tredje indgang fører ad en stige ned i et rum med yderligere et vandfald. Der er forbindelse til den før nævnte katedral, men der er så meget vand, at man ikke umiddelbart kan komme igennem.

Den fjerde indgang er et hul ned i jorden, som kan være lidt svært at finde. Indgangen, man kravler ned i, er meget snæver, og grotten er meget lavloftet, mange steder omkring en halv meter. Så man kravlede/mavede sig frem. Her stod konen af og kravlede op igen. Jeg fortsatte ufortrødent et stykke ind og fik testet min klaustrofobi. Et stykke inde deler grotten sig i et system af gange og cirkler. Nogle steder er for smalle til, at et menneske kan komme ind. Men der går en historie om, at en hund på tidspunkt løb ind i grotten og kom ud igen helt omme på den anden side af bjerget! Jeg mødte en Schweizer inde i grotten. Han foreslog, at vi dannede følgeskab og klatrede videre på udforskning inde i grotten. Ingen af os var særligt trygge ved at gøre det på egen hånd, så det var fint at være to. Her er et billede fra enden af grotten, ca. 50 m inde ad en lang, smal gang, hvor man klatrer igennem smalle passager og igennem vandløb. For enden var der et lidt større rum med ca. 1 m til loftet.

Det var en hel befrielse at komme ud af grotten igen, ud i dagslyset og hvor man kunne rette sig ud og stå oprejst. Mit tøj var mudret helt til af al den klatring på mudrede marmorklipper inden i grotten. Men jeg var alligevel glad for, jeg gjorde det. Det var en ret vild oplevelse!

Efter dagens motion kørte vi videre til Atlanterhavsveien. Det skulle efter sigende være Europas flotteste vejstrækning. Man må sige, at der er virkelig smukt. Med broer, der slynger sig igennem landskabet og forbinder de små klippeøer/holme. Vi fik også gået en lille aftenvandretur.

Vi kørte et lille stykke videre og slog lejr for natten på en parkeringsplads med udsigt ud over Atlanterhavet, ca. et par hundrede meter fra kysten.

@MOS så en liste med vilde destinationer i verden, og hvor folk var vanvittige når de tog billeder!. Nr 30 eller sådan noget var et billede der umiddelbart lignede den sten din bedre halvdel stod på mellem 2 klipper. Der var et lignende billede dog taget noget tættere på(eller med bedre zoom)

Fredag, d. 29. juli: Trondheim og Nord-Norge.

Dagen startede med en morgendukkert i Atlanten. Her er ingen fin sandstrand, men man kravler i stedet direkte ud i vandet fra klipperne. Det skulle vise sig ikke at være så nemt endda, da klipperne var besat med et lag af små, hvide, spidse/skarpe gevækster, som jeg ikke lige kender navnet på. Det resulterede i, at jeg bagefter var fyldt med små rifter på hænder og fødder. Det er man ikke i tvivl om, når man spritter af - AV!

Norge er i øvrigt et land fyldt med autocampere, eller såkaldte "bobiler". Det er meget populært at overnatte ude i naturen på en parkeringsplads, hvor man nu lige kommer frem til. Her et billede af os og alle vores naboer, hvor vi overnattede. Det forekommer mig, at vi nok havde den mest aerodynamiske "autocamper" og vistnok også den eneste, der kører på el :-)

Turen gik videre til storbyen, Trondheim. Vi er ikke specielt storbymennesker, men lidt skulle man da alligevel opleve, når man nu var her. Programlagt var et visit i den imponerende katedral, Nidarosdomen. Det er Norges vigtigste kirke, hvor de norske konger traditionelt blev kronet. I dag bliver de kun velsignet her.

Timingen var dog ikke helt perfekt. Lige da vi skulle til at gå ind i kirken for at se den indefra, skulle de til at starte en messe. Der var virkeligt mange turister, specielt japanske af slagsen med store zoom-linser. Vi blev mødt af en fin, kappeklædt - men tydeligt irriteret - messepige, der proklamerede, at dette ikke er nogen turistattraktion, men et sted, hvor der afholdes messe! Dette respekterede vi naturligvis og måtte derfor nøjes med et flygtigt blik ind ad indgangspartiet. Vi nåede dog lige at konstatere, at kirken er pænt stor - også set indefra.

Også programlagt var en sen frokost på et vegansk spisested. Vi havde forudbetalt parkeringsbillet, men måtte desværre konstatere, at spisestedet var lukket hen over sommeren pga. håndværkere/ombygning. Vi prøvede et par andre veganske spisesteder, men de havde desværre også lukket. Løbet tør for held opgav vi projektet og planen blev ændret til indkøb samt en picnic med medbragt mad på et tæppe på en lille græsplet i byen samtidig med, at bilen alligevel skulle supercharges.

Her er et billede af en nærliggende parkeringsplads. Som bekendt er Norge jo Tesla-land #1 :-)

Turen gik derefter videre nordpå. Det var en hel lettelse at komme ud af byen igen. Man blev helt stresset og ør i hovedet af al den trafik, biler, busser, sporvogne, menneskemylder og larm. Specielt når man lige har været mange dage i træk ude i naturen. Et sted inde i Trondheim var der f.eks. så tæt trafik, at det tog ca. 15 min. at køre ½ km.

Nord for Trondheim er landskabet markant anderledes end længere sydpå. Her er der mere bakket end bjergrigt. Egentlig meget hyggeligt og indbydende sammenlignet med den mere dramatiske natur, vi ellers har oplevet. Her et kig ud over en blikstille bjergsø på denne smukke solskinsdag.

I Grong holdt vi en pause, hvor vi superchargede og spiste aftensmad. Fyldt med mad og elektroner gik turen videre nordpå. Det blev en lang køredag, hvor vi kort før solnedgang officielt nåede helt op til Nord-Norge. Her er det Nordlandsporten, som man kører igennem. Det er da faktisk meget sjovt med en velkomst, hvor man kører igennem sådan en svulstig port!

Natten blev igen tilbragt i bilen. Vi fandt et sted et stykke nede ad en øde grusvej. Her var vi helt alene - bortset fra en del myg. :( Så vi kørte tilbage på hovedvejen igen og fandt en parkeringslomme lidt længere fremme, hvor der var knap så mange myg...

Lørdag, d. 30. juli: Melfjorden, Marmorslottet, Polarcirklen og Saltstraumen.

Det var så dette idylliske sted, vi overnattede. Meget smukt, faktisk!

Lidt længere oppe ad hovedvejen kom vi forbi Storsvenningvatnet, en stor, blikstille og fredfyldt bjergsø.

Supercharging og spisepause i Mosjøen. Det er en hyggelig, lille by, men den virkede ret død og menneskeforladt. Der er i øvrigt 2 SuC'er i byen, ikke så langt fra hinanden, hvilket skabte lidt forvirring, når man skulle søge og vælge på navigationen.

Ved Røssvoll tog vi en afstikker fra hovedvejen ud til Melfjorden. Det er en lille, smal, naturskøn vej, der først går langs en sø og derefter snor sig op over bjerget, inden man kommer ned til Melfjordbotn. Her et billede af udsigten ned over Melfjorden.

Her kom vi også forbi et utrolig flot vandfald, Kleivfossen, på vej ned mod Melfjordbotn.

Helt nede ved fjorden holdt vi picnic ved vandkanten. En lille badetur i det kolde fjordvand blev det også til.

Vejen ender blindt, så turen gik tilbage igen ad samme vej op over bjerget. Ved et tilfælde blev vi opmærksomme på en gemt attraktion et stykke oppe ad en sidevej. Det drejer sig om Marmorslottet, som er nogle fantastiske klippeformationer ved en brusende flod. Man kører til en P-plads for enden af en grusvej, hvorfra der er ca. ½ times vandring derhen. Vandreturen er rimelig let med en sti igennem skoven og på gangbroer på de mest sumpede steder.

Undtagelsen er det sidste lille stykke, hvor det går stejlt ned til floden, men her er der opsat reb til at holde fast i. Der er også et kort stykke, hvor man skal klatre rundt om og hen over nogle store klipper, men det klarer man fint, hvis man er i normalt god form. Her er noget at det sværeste stykke, hvor det går forholdsvist stejlt ned til floden. Det var dog ikke så slemt endda.

Turen kan bestemt anbefales. Det er en forholdsvis kort og nem vandretur og belønningen er imponerende. Det er bare vildt fascinerende at betragte de udhulede og glatslebne marmorklipper, som de enorme vandkræfter har arbejdet på at forme igennem årtusinder.

Naturens egen "skaterampe". Jeg kan dog ikke anbefale at prøve den af, da den ender ret vildt og vådt! Ikke det bedste sted at bade... man kan dog godt solbade.

Tilbage til hovedvejen og videre nordpå. Ikke længe efter nåede vi til Polarcirklen. Nord for denne er der midnatssol. Men kun lige omkring sommersolhverv. Vi var deroppe så sent på sommeren, at solen faktisk gik ned, om end kun i ganske få timer. Det blev heller aldrig rigtig mørkt om natten længere. Her er den obligatoriske fotodokumentation for at have nået Polarcirklen. Vi kunne skuffende konstatere, at der ikke var nogen stiplet linje tværs over vejen, ligesom man kan se på de fleste kort :o)

Vi kørte straks videre, da vi gerne ville nå aftenfærgen over til Lofoten. På vejen gjorde vi et stop ved Storjord SuC og lavede aftensmad.

Så gik turen videre ad en lille, snørklet bivej tværs over til Saltstraumen. Det er en mægtig saltvandsstrøm, hvor tidevandet skal igennem et smalt stræde. Der er enorme kræfter på spil og strømmen danner voldsomme hvirvler i vandet. De var ikke så store, da vi var der, men de kan blive op til 5 m i dybden inde midt i hvirveltragten. Badning frarådes på det kraftigste!

Vi hastede videre til Bodø for at nå aftenfærgen til Lofoten. Man skal være der til check-in 45 min. før afgang og vi ankom 46 min. før. Her holder vi så i kø til færgen.

Desværre kom vi til at vente ret længe. Det viste sig nemlig, at færgen slet ikke gik. Ingen vidste rigtig noget og der var ingen information. Så alle bilerne stod bare og måtte vente på den næste færge, der gik tidligt næste morgen. Vi kom derfor til at vente i ca. 5 timer. Øv - så blev den nattesøvn spoleret.

Den næste færge gik heldigvis og vi kom med. Betalingen kørte problemfrit med brobizzen. Vi tog soveposer med op på færgen og fik os et par timer på gulvet mellem stolerækkerne.

Mange tak for beretning og billeder. Lige i min smag, både rejse og berettelse :-)

Søndag, d. 31. juli: Lofoten, dødsangst og andre problemer.

Efter et par timers søvn på gulvet på færgen var det tid til at køre af borde. Efter vi kom i land, fik vi en advarsel om lavt dæktryk. Til vores store bekymring kunne vi konstatere, at dæktrykket på den ene forhjul faktisk var faldet med ca. 1,5 bar. O ve, o skræk! Var den nu punkteret? Vi var lige kommet til Moskenes, næsten det yderste af Lofoten og dermed næsten så langt fra et værksted, som man kan komme. Jeg tjekkede dækket, men kunne ikke umiddelbart se noget tegn på et fremmedlegeme, der skulle have penetreret dækket. Heldigvis havde jeg en cykelpumpe liggende nederst i bagagerummet. Det tog noget tid og en del kræfter at få lidt luft i hjulet - nok til at vi kunne trille lidt videre.

Vi fandt en lomme i siden af vejen, hvor vi parkerede og sov et par timer mere. Så måtte vi finde en løsning bagefter, når vi var lidt mere friske i hovedet.

Efter et par timer, hvor solen bagte ind ad bilruderne, stod vi op igen. Forhjulet havde tabt yderligere ca. 0,5 bar. Så frem med cykelpumpen igen. Jeg kunne godt regne ud, at dette ikke var holdbart i længden. Der skulle altså pumpes ekstra luft i hjulet for hver ca. et par timer. Nærmeste Tesla Servicecenter var i Bodø, hvor vi lige har sejlet fra. Det gav ikke så meget mening, at sejle tilbage igen, for vi var jo på vej videre mod Nordkapp. Næste Tesla Servicecenter er i Tromsø, hvilket stadig var 2-3 dages kørsel herfra. Hmm... Men hvis det ikke blev værre, så kunne vi godt humpe videre på den måde, indtil vi kom til Svolvær, som "kun" ligger godt et par timers kørsel herfra og der kunne vi sikkert finde et uautoriseret værksted, hvor vi kunne få hjælp. Desuden var det søndag, så alle værksteder var nok lukkede. Men der er vejhjælp på kaskoforsikringen, så vi tog det cool og fortsatte ufortrødent vores plan og satsede på, at vi nok skulle få løst problemet med siveren på forhjulet hen ad vejen.

Vi kørte ud for enden af Lofoten, hvor vejen ikke går længere. 5 km fra færgen i Moskenes ligger Å, som sjovt nok ikke er en å, men derimod et lille fiskerleje. Ved ikke om det er den rigtige forklaring, men måske er det fordi, man kan køre fra A til Å, og så går vejen ikke længere. Bob - bob...

En kort gåtur fra P-pladsen og hen til udsigtspunktet. Derfra er der stadig ca. 10 km ud til spidsen af Lofoten. Men det er ret ufremkommeligt terræn og man skal rimelig meget zig-zag og op over en del bjerge, så der er nok væsentligt mere end 10 km i praksis. Og så skal man jo også lige gå hele vejen tilbage igen. Så det droppede vi. Udsigten fra udsigtspunktet var da også fin. Bjergene på Lofoten er med deres mange, stejle spidser meget karakteristiske i deres udtryk.

I Å fandt vi også et lille cafeteria, hvor vi købte en morgenkaffe. Værtsparret var utroligt flinke og lod os spise vores medbragte morgenmad der.

Vi trillede videre til Steffenakken P-plads, hvorfra vi startede en seriøs vandretur til Reinebringen. Det første stykke går man langs hovedvejen hen til starten af vandrestien. Derfra går det op ad bjerget ad en "uendelig" lang trappe. Man går op ad trappe i flere timer, til man kommer op på bjergkammen.

Oppe fra bjergkammen er der en virkelig spektakulær udsigt ned over Reine, vandet og de omkringliggende bjerge. Reine skulle efter sigende være Norges smukkeste by. Og når man står heroppe og kigger ned over området, så forstår man det godt.

Oppe fra bjergkammen er der et lille stykke med klatring ud på spidsen, hvor der er et udsigtspunkt. Udsigten herfra var stort set den samme, bortset fra at det var panoramaudsigt, så man kunne se hele vejen rundt.

Men vi havde ikke nået toppen endnu. Det viste sig, at trappen gik videre op langs med bjergkammen. Reinebringens toppunkt lå et godt stykke længere oppe. Der var enkelte stykker med trappetrin og resten af vejen var en sti, der gradvist blev til mere og mere klatring. Vi fortsatte op til den top, som kan ses øverst til venstre i billedet herunder. Den højeste top er den spidse top, der ses længere ude i baggrunden (nr. 2 top fra højre) og som har en helt lodret side.

Turen blev mere og mere luftig, specielt fordi der var en flere hundrede meter lodret klippeside ned mod højre. Der var også noget klatring undervejs, hvor man i den grad fik sat sine nerver på højkant og man måtte se dødsangsten i øjnene!

Da vi kom op til denne store stendysse valgte vi at sige, at det vist var fint for i dag! Også selvom det ikke var den højeste top. Vi skulle jo også gerne komme helskindet ned igen. Og det sidste stykke så ikke specielt betryggende ud.

Jeg snakkede bagefter med en australier, jeg mødte deroppe. Han var friklatrer og havde vist prøvet lidt af hvert. Det tog ham ikke lang tid at nå toppen og indhentede os på vej ned igen. Jeg blev overbevist om, at vi havde disponeret rigtigt, da han kunne berette om et stykke med travers, hvor man klatrede langs en lodret klippeside, og hvor man et sted skulle hoppe over, da man ikke kunne nå ellers. Der var også et mindesmærke, hvor to børn var styrtet i døden for kun et par uger siden. RIP!

Efter yderligere et par timers trappenedtur nåede vi ned til bilen igen. Jeg var lidt spændt på, hvor meget luft forhjulet havde tabt. Men til vores store forundring havde den ikke tabt noget. Vi fandt aldrig ud af, hvad der havde været galt, for på resten af turen holdt den fint luft. Et gæt er, at der måske har siddet et sandkorn i klemme i ventilen, så den ikke sluttede 100% tæt. Og at sandkornet senere forsvandt igen efter et par oppumpninger.

Vi kørte ind for at se Reine. Det er ganske rigtigt en smuk by, der ligger fuldstændig ubeskriveligt smukt imellem vand og utallige bjergtinder. Billedet her kommer desværre ikke rigtig til sin ret, for i virkeligheden er der panoramaudsigt til måske ~17 bjergtoppe rundt om byen.

Turen gik videre, hvor vi kom forbi Rambergstranda. Man skulle ikke tro det. Men Lofoten har faktisk nogle fantastisk fine, tropiske sandstrande. Tja, måske ikke lige tropiske. Men alligevel. Det skal opleves!

Det blev til en hurtig picnic. Det var blæst op i løbet af dagen, så i løbet af ganske kort tid var der kommet sand i al maden. Men ellers et rigtig fint sted.

Vi fortsatte ad rute 815, en lille vej langs sydkysten, i stedet for at køre ad hovedvejen. Vi gjorde også et kort stop ved Rørvikstranda. En lille fin sandstrand, hvor der også er et lækkert naturcampingområde, hvor man kan slå telt op. Den ligger lige, hvor rute 816 går ned til Henningsvær. Henningsvær er i øvrigt kendt for at have Norges smukkeste fodboldstadion. Det ligger ude på nogle klippeskær og med panoramaudsigt til Lofotens mange bjergtoppe.

I Svolvær blev det til et lidt længere SuC stop. Herfra var der over 500 km ad vores planlagt rute, før vi kom til den næste Tesla SuC. Og da vi ikke orkede at bøvle med diverse norske apps og ladere, der ikke virker osv., virkede det som den bedste løsning at lade så meget som muligt her. Altså op til 100%. Jeg havde dog på forhånd regnet ud, at vi på ingen måde ville have mulighed for at nå næste SuC, bl.a. fordi vi også skulle overnatte flere gange på vejen. Så det ville blive nødvendigt at finde alternative lademuligheder på det næste stykke vej. Bevæbnet med alskens hjemmelavede adaptere og forskellige ladekabler, samt en god portion optimisme skulle det vel nok gå...

Turen gik videre ad Midnattsolveien, der som navnet antyder bedst opleves i midnatssolen. Den ligger på den nordlige side af Lofoten og slynger sig igennem variende landskaber af sumpområder, bjerge, enge, sandstrande, fjorde osv.

Et stykke ud på aftenen fandt vi det mest idylliske sted helt for os selv ved en lille sandstrand, hvor vi slog lejr for natten. Et par drinks og en pose chips blev det også til.

Der var ikke helt midnatssol. Men man kan til gengæld nyde solnedgangen, der heroppe varer i flere timer. Solen går nemlig ned i en meget flad vinkel og snitter kun liiige ned under horisonten. Først gik den ned bagved det lille bjerg midt i billedet herunder, men så dukkede den op igen lige til højre for bjerget, før den endelig gik helt ned.

Dette billede inde fra bilen er taget lige omkring midnat. Det blev aldrig mørkt.