Roadtrip fra Odense til Nordkapp i Model S 85D | Tesla Forum

Mange tak for beretning og billeder. Lige i min smag, både rejse og berettelse :-)

Søndag, d. 31. juli: Lofoten, dødsangst og andre problemer.

Efter et par timers søvn på gulvet på færgen var det tid til at køre af borde. Efter vi kom i land, fik vi en advarsel om lavt dæktryk. Til vores store bekymring kunne vi konstatere, at dæktrykket på den ene forhjul faktisk var faldet med ca. 1,5 bar. O ve, o skræk! Var den nu punkteret? Vi var lige kommet til Moskenes, næsten det yderste af Lofoten og dermed næsten så langt fra et værksted, som man kan komme. Jeg tjekkede dækket, men kunne ikke umiddelbart se noget tegn på et fremmedlegeme, der skulle have penetreret dækket. Heldigvis havde jeg en cykelpumpe liggende nederst i bagagerummet. Det tog noget tid og en del kræfter at få lidt luft i hjulet - nok til at vi kunne trille lidt videre.

Vi fandt en lomme i siden af vejen, hvor vi parkerede og sov et par timer mere. Så måtte vi finde en løsning bagefter, når vi var lidt mere friske i hovedet.

Efter et par timer, hvor solen bagte ind ad bilruderne, stod vi op igen. Forhjulet havde tabt yderligere ca. 0,5 bar. Så frem med cykelpumpen igen. Jeg kunne godt regne ud, at dette ikke var holdbart i længden. Der skulle altså pumpes ekstra luft i hjulet for hver ca. et par timer. Nærmeste Tesla Servicecenter var i Bodø, hvor vi lige har sejlet fra. Det gav ikke så meget mening, at sejle tilbage igen, for vi var jo på vej videre mod Nordkapp. Næste Tesla Servicecenter er i Tromsø, hvilket stadig var 2-3 dages kørsel herfra. Hmm... Men hvis det ikke blev værre, så kunne vi godt humpe videre på den måde, indtil vi kom til Svolvær, som "kun" ligger godt et par timers kørsel herfra og der kunne vi sikkert finde et uautoriseret værksted, hvor vi kunne få hjælp. Desuden var det søndag, så alle værksteder var nok lukkede. Men der er vejhjælp på kaskoforsikringen, så vi tog det cool og fortsatte ufortrødent vores plan og satsede på, at vi nok skulle få løst problemet med siveren på forhjulet hen ad vejen.

Vi kørte ud for enden af Lofoten, hvor vejen ikke går længere. 5 km fra færgen i Moskenes ligger Å, som sjovt nok ikke er en å, men derimod et lille fiskerleje. Ved ikke om det er den rigtige forklaring, men måske er det fordi, man kan køre fra A til Å, og så går vejen ikke længere. Bob - bob...

En kort gåtur fra P-pladsen og hen til udsigtspunktet. Derfra er der stadig ca. 10 km ud til spidsen af Lofoten. Men det er ret ufremkommeligt terræn og man skal rimelig meget zig-zag og op over en del bjerge, så der er nok væsentligt mere end 10 km i praksis. Og så skal man jo også lige gå hele vejen tilbage igen. Så det droppede vi. Udsigten fra udsigtspunktet var da også fin. Bjergene på Lofoten er med deres mange, stejle spidser meget karakteristiske i deres udtryk.

I Å fandt vi også et lille cafeteria, hvor vi købte en morgenkaffe. Værtsparret var utroligt flinke og lod os spise vores medbragte morgenmad der.

Vi trillede videre til Steffenakken P-plads, hvorfra vi startede en seriøs vandretur til Reinebringen. Det første stykke går man langs hovedvejen hen til starten af vandrestien. Derfra går det op ad bjerget ad en "uendelig" lang trappe. Man går op ad trappe i flere timer, til man kommer op på bjergkammen.

Oppe fra bjergkammen er der en virkelig spektakulær udsigt ned over Reine, vandet og de omkringliggende bjerge. Reine skulle efter sigende være Norges smukkeste by. Og når man står heroppe og kigger ned over området, så forstår man det godt.

Oppe fra bjergkammen er der et lille stykke med klatring ud på spidsen, hvor der er et udsigtspunkt. Udsigten herfra var stort set den samme, bortset fra at det var panoramaudsigt, så man kunne se hele vejen rundt.

Men vi havde ikke nået toppen endnu. Det viste sig, at trappen gik videre op langs med bjergkammen. Reinebringens toppunkt lå et godt stykke længere oppe. Der var enkelte stykker med trappetrin og resten af vejen var en sti, der gradvist blev til mere og mere klatring. Vi fortsatte op til den top, som kan ses øverst til venstre i billedet herunder. Den højeste top er den spidse top, der ses længere ude i baggrunden (nr. 2 top fra højre) og som har en helt lodret side.

Turen blev mere og mere luftig, specielt fordi der var en flere hundrede meter lodret klippeside ned mod højre. Der var også noget klatring undervejs, hvor man i den grad fik sat sine nerver på højkant og man måtte se dødsangsten i øjnene!

Da vi kom op til denne store stendysse valgte vi at sige, at det vist var fint for i dag! Også selvom det ikke var den højeste top. Vi skulle jo også gerne komme helskindet ned igen. Og det sidste stykke så ikke specielt betryggende ud.

Jeg snakkede bagefter med en australier, jeg mødte deroppe. Han var friklatrer og havde vist prøvet lidt af hvert. Det tog ham ikke lang tid at nå toppen og indhentede os på vej ned igen. Jeg blev overbevist om, at vi havde disponeret rigtigt, da han kunne berette om et stykke med travers, hvor man klatrede langs en lodret klippeside, og hvor man et sted skulle hoppe over, da man ikke kunne nå ellers. Der var også et mindesmærke, hvor to børn var styrtet i døden for kun et par uger siden. RIP!

Efter yderligere et par timers trappenedtur nåede vi ned til bilen igen. Jeg var lidt spændt på, hvor meget luft forhjulet havde tabt. Men til vores store forundring havde den ikke tabt noget. Vi fandt aldrig ud af, hvad der havde været galt, for på resten af turen holdt den fint luft. Et gæt er, at der måske har siddet et sandkorn i klemme i ventilen, så den ikke sluttede 100% tæt. Og at sandkornet senere forsvandt igen efter et par oppumpninger.

Vi kørte ind for at se Reine. Det er ganske rigtigt en smuk by, der ligger fuldstændig ubeskriveligt smukt imellem vand og utallige bjergtinder. Billedet her kommer desværre ikke rigtig til sin ret, for i virkeligheden er der panoramaudsigt til måske ~17 bjergtoppe rundt om byen.

Turen gik videre, hvor vi kom forbi Rambergstranda. Man skulle ikke tro det. Men Lofoten har faktisk nogle fantastisk fine, tropiske sandstrande. Tja, måske ikke lige tropiske. Men alligevel. Det skal opleves!

Det blev til en hurtig picnic. Det var blæst op i løbet af dagen, så i løbet af ganske kort tid var der kommet sand i al maden. Men ellers et rigtig fint sted.

Vi fortsatte ad rute 815, en lille vej langs sydkysten, i stedet for at køre ad hovedvejen. Vi gjorde også et kort stop ved Rørvikstranda. En lille fin sandstrand, hvor der også er et lækkert naturcampingområde, hvor man kan slå telt op. Den ligger lige, hvor rute 816 går ned til Henningsvær. Henningsvær er i øvrigt kendt for at have Norges smukkeste fodboldstadion. Det ligger ude på nogle klippeskær og med panoramaudsigt til Lofotens mange bjergtoppe.

I Svolvær blev det til et lidt længere SuC stop. Herfra var der over 500 km ad vores planlagt rute, før vi kom til den næste Tesla SuC. Og da vi ikke orkede at bøvle med diverse norske apps og ladere, der ikke virker osv., virkede det som den bedste løsning at lade så meget som muligt her. Altså op til 100%. Jeg havde dog på forhånd regnet ud, at vi på ingen måde ville have mulighed for at nå næste SuC, bl.a. fordi vi også skulle overnatte flere gange på vejen. Så det ville blive nødvendigt at finde alternative lademuligheder på det næste stykke vej. Bevæbnet med alskens hjemmelavede adaptere og forskellige ladekabler, samt en god portion optimisme skulle det vel nok gå...

Turen gik videre ad Midnattsolveien, der som navnet antyder bedst opleves i midnatssolen. Den ligger på den nordlige side af Lofoten og slynger sig igennem variende landskaber af sumpområder, bjerge, enge, sandstrande, fjorde osv.

Et stykke ud på aftenen fandt vi det mest idylliske sted helt for os selv ved en lille sandstrand, hvor vi slog lejr for natten. Et par drinks og en pose chips blev det også til.

Der var ikke helt midnatssol. Men man kan til gengæld nyde solnedgangen, der heroppe varer i flere timer. Solen går nemlig ned i en meget flad vinkel og snitter kun liiige ned under horisonten. Først gik den ned bagved det lille bjerg midt i billedet herunder, men så dukkede den op igen lige til højre for bjerget, før den endelig gik helt ned.

Dette billede inde fra bilen er taget lige omkring midnat. Det blev aldrig mørkt.

Hold da op, det ser lækkert ud, og er lidt overrasket over at i fandt en sandstrand.

Et tip til dækkene uden luft, jeg har altid en:
Xiaomi Transportabel elektrisk luftkompressor liggende i bilen, den er på batteri og kan ligge i baglommen, samt lades op i bilen (kan fylde 2 helt flade dæk på en opladning), og tilmed koster den latterligt lidt.

Lofoten er fantastisk! Var på en fototur tilbage i september 2011 hvor vi boede i Reine. Vi fik at vide at der var en lille chance for at se nordlys. En lille chance var der helt sikkert for vi så masser af nordlys 3-4 dage i streg :-)

Edit: Og ja, de har fine strande i Lofoten - vi oplevede 20c og fantastisk vejr: 

Citat fra Cubic

Hold da op, det ser lækkert ud, og er lidt overrasket over at i fandt en sandstrand.

Ja, det er lidt overraskende at finde en sandstrand helt deroppe. Men der faktisk en hel del af dem. Vi kom i hvert fald forbi ~10 stykker af slagsen i varierende størrelse. Og der er mange flere endnu, hvis man gider at køre og lede efter dem.

Og tak for tippet med den elektriske luftkompressor. Det ser smart ud. Men jeg har en mistanke om, at den vil tage meget lang tid om at pumpe et Tesla hjul op. Det kan nok gøres væsentligt hurtigere med min old-school, manuelle cykelpumpe.

@jramskov

Jeg kan se på billedet, at I også var ved Rambergstranda. Det var nøjagtig det samme sted. Jeg kan genkende gruppen af bjerge i baggrunden. Og vi sad og spiste picnic (med sand i maden) lige bag ved gruppen af de store sten på stranden.

Ærgerligt, at vi ikke oplevede at se nordlys. Men jeg tænker, at det nok er en nødvendighed, at der bliver lidt mørkt om natten, før man kan se nordlyset. På samme måde som stjernerne jo altid er der, men det skal være mørkt, for at man kan se dem.

Ja, vi fik at vide det var usandsynligt at vi fik nordlys at se, men endte som sagt med at være ret heldige på det punkt :)

@MOS. Wauuu jag gad godt se dine "bøffer" ;) ha ha.

Bildæk : 2.5bar - 2 tires  = 11 min/tire fra 100% luftløs

Citat fra Cubic

@MOS. Wauuu jag gad godt se dine "bøffer" ;) ha ha.

 

Bildæk : 2.5bar - 2 tires  = 11 min/tire fra 100% luftløs

De specs., du oplyser gælder for et 205/55 R16 dæk. Nu har mine 19" hjul ca. 33% højere volumen i dækkene, så det bliver nok snarere ~15 min. for en oppumpning. Og så er der ikke engang taget højde for, at jeg kører med væsentligt højere dæktryk end 2,5 bar. Spørgsmålet er nok, om der overhovedet er nok strøm på batteriet for at pumpe dækket helt op? Det vil jeg tro, men nok ikke mere end lige.

Jeg tør godt tage et væddemål om, at jeg kan gøre det hurtigere med min manuelle cykelpumpe. 

Mandag, d. 1. august: Vesterålen og ladeudfordringer.

Sandstranden, som vi havde helt for os selv, indbød naturligvis til en morgendukkert. En frisk måde at starte dagen på.

Derefter gik det videre til Fiskebøl, hvor vi tog færgen over til Melbu. Øgruppen her lige nord for Lofoten hedder Vesterålen.

Vi havde lidt udfordringer mht. rækkevidde, da der ikke er nogen Tesla SuC det næste lange stykke på vores rute. Vi havde altså brug for at finde alternative opladningsmuligheder. Vi gad ikke bøvle med betalingsladere, hvor man først skal have abonnement, ladebrikker, bøvle med apps, der ikke virker osv.

Plan A var at overnatte på Senja Fjordcamp, da de har en Tesla destination charger. Den ligger ca. halvvejs mellem Tesla SuC på vores rute og ville være perfekt til at løse vores ladeudfordring. Desværre var alt optaget. Et telefonopkald i går (søndag) for at høre om muligheden for at komme et smut forbi og få noget strøm på bilen, blev desværre ikke besvaret, da de åbenbart holder weekend. Jeg havde lagt en besked, om de ville ringe tilbage, men havde altså ikke hørt noget endnu.

Så plan B var at finde nogle gratis langsomladere på vejen og så benytte enhver lejlighed til at få en smule strøm på. Mange bække små, og så skulle vi vel nok kunne nå frem, var hypotesen.

Første stop efter færgeturen var ved Hadsel Prestegård. Vi havde fundet den på Plugshare som en mulighed for at lade. Ifølge beskrivelsen skulle præstegården være ubeboet og det skulle gå an at lade der, om nødvendigt. Da vi kom frem, så det dog meget beboet ud og der holdt flere biler i gården. Det virkede derfor forkert at holde pause der og snuppe strøm, så vi kørte videre.

Næste forsøg var ved Stokmarknes Lufthavn. De havde en 3,7 kW lader. Men der var kun max. 15 min. parkering og det gav derfor ikke meget mening, da vi så kun ville kunne nå at få ca. 1% strøm på batteriet.

Videre til Sortland, hvor der skulle være en lademulighed på bagsiden af rådhuset. Det var lidt svært at finde, men der stod skiltet med, at opladning kun var ifølge særlig aftale med "Servicetorget", hvad det så end betyder. Hmm...

Anyway, så holdt vi en pause for at shoppe og få lidt at spise på en bænk nede ved havnen.

Plan C var en slags backup plan i tilfælde af, at alt andet fejlede. Jeg havde kontaktet 4 forskellige private folk, der havde lagt deres ladere ud på plugshare, og spurgte om vi kunne komme forbi og få lidt strøm på. Jeg fik dog ikke svar på nogen af henvendelserne. Så mulighederne begyndte efterhånden at se tynde ud.

Men lige mens den lidt sene morgenmad blev indtaget, ringede telefonen. Det var Senja Fjordcamp, der ringede tilbage og fortalte, at de alligevel havde plads i nogle helt nye basic hytter, som ikke var kommet på deres hjemmeside endnu. Jeg bestilte straks en hytte og fik bekræftet, at vi også kunne lade vores bil.

Vi fortsatte vores tur nordpå mod Andenes, hvor vi skulle med færgen over til Gryllefjord på Senja. Efter Risøyhamn drejede vi fra på rute 974, som er en naturskøn vej, der går op langs med Andøyas vestkyst. Landskabet her er mere fladt, nogle steder er der bløde bakker og hist og her også nogle klipper.

På et tidspunkt så vi tilfældigt et skilt til en jernaldergård. Der skulle efter sigende have været en hel jernalderlandsby og det skulle være det bedst bevarede fortidsminde fra jernalderen. Så det måtte vi naturligvis se. Vi fik parkeret bilen, og begyndte at spadsere hen imod jernalderlandsbyen. Jeg var måske lidt naiv. Havde forestillet mig en "rigtig" landsby, men der var ikke meget at se. Hist og her var der opsat nogle firkantede pæle, som skulle markere, at der var fundet noget særligt fra jernalderen. De fleste steder var det blot en eller et par sten, der nærmest var blevet væk i det høje græs. Absolut ikke noget, som en arkæo-ikke-særlig-klog ville have den fjerneste mistanke om, skulle være noget særligt. Mange af pælene var meget svære at finde, da der ikke rigtigt var skiltet eller nogen decideret sti. Alt i alt en noget skuffende ekspedition. Her er der i stedet et billede af de bløde bakker, vi kom forbi. Man kom lidt til at tænke på Svanninge Bakker på Sydfyn.

Lidt længere oppe ad vestkysten kom vi forbi Bukkekerkja, som er en flot klippeformation. Der er bl.a. et fyrtårn, en meget fancy funkis-toiletbygning og dette naturlige alter, hvor der efter sigende skulle være meget populært at holde friluftsgudstjenester.

I Andenes havde vi lidt tid tilovers, inden færgen gik. Så vi shoppede lidt. Europris er en lidt mærkelig blanding af et byggemarked og fødevarebutik, som ikke har nogen friske fødevarer. Andenes er i øvrigt også kendt for hvalsafari, så det kan måske være en inspiration for andre, der måtte komme på disse kanter.

Så tog vi færgen over til Gryllefjord på Senja. Senja skulle efter nordmændenes eget udsagn være det flotteste sted i Norge, omend ikke det mest kendte, så forventningerne var naturligvis høje. Det var dog allerede ud på aftenen, så vi kørte direkte til Senja Fjordcamp, som lå kun nogle få kilometer op over et lille bjerg fra færgehavnen. Indtrykket var, at Senja Fjordcamp stadig er under opbygning. Vi fik en lille hytte, som var helt ny. Døren var ikke engang malet endnu på indersiden. Hytten var meget sparsomt indrettet - kun med en køjeseng, en lænestol samt et lille bord med to stole. Og et meget knirkende trægulv.

Udsigten fra vores hytte:

Betjeningen var meget venlig og gæstfri. Og prisen for overnatning i den primitive hytte var kun 500 NOK. Det var inklusiv fine faciliteter som bademulighed, vaskeri, et lille fælleskøkken, fitnessrum m.m. Det kan man vel ikke klage over. Specielt ikke fordi det også inkluderede opladning af bilen. Andre betaler 150 NOK for en opladning. Der er én lader dedikeret til Teslaer og én lader til andre elbiler. Ladeeffekten var begrænset til 7 kW, men det er rigeligt fint, når man alligevel holder der hele natten.

Jeg forstår ikke I brugte så meget tid på at undgå offentlige ladere. Vi kan godt blive enige om, at ladeapps etc kan være bøvlede, men altså ikke så bøvlet at jeg ville gide at køre forgæves fra A til B til C til D for at finde strøm. Opret dig på MER, indtast kreditkort og så er der altid strøm i den nærmeste bygd.

Men I endte da et fedt sted på Senja! OK udsigt for 500 NOK!

Tirsdag, d. 2. august: Senja og videre mod Alta.

Senja, Norges smukkeste ø, blev lidt af en skuffelse. Vi stod op til regnvejr og skyerene hang lavt og tungt. Planen var at køre over og bestige Segla, som er et spektakulært bjerg, formet som et skibssejl. Vi havde dog hørt, at der det første stykke vej på vandringen skulle være ret sumpet og det sidste stykke ret stejlt, hvor klipperne kan være meget glatte, hvis de er våde. Alt talte imod denne tur. Det ville blive for surt, for farligt, og der ville sikkert heller ikke engang være nogen udsigt at se. Desuden var rute 862 spærret pga. noget vejarbejde. Det er den naturskønne vej, der slynger sig langs nordkysten. Alternativet ville være en kæmpe omvej.

Vi valgte alligevel at køre et stykke op ad rute 862, da det skulle være en fantastisk smuk vej. Vi var i tvivl om, hvor meget, der var at se i dag pga. det dårlige vejr, men vi kunne da give det en chance og så vende om igen.

Men første stop på turen var Hamn, som er en lille flække med omtrent 20 indbyggere ved kysten. Man skal ikke undervurdere dette sted. Det går i folkemunde som Nordeuropas Caribien. Det er et populært turistmål, med sin bådehavn og mulighed for sejlture ud til utallige klippeskær og småøer med gemte sandstrande, der ligger ud for Hamn. Sejltur blev det dog ikke til. Vejret var ikke til det. Men vi var da lige rundt og kigge lidt. Med lidt bedre vejr ville sceneriet i øvrigt egne sig fortrinligt til et romantisk bryllup eller bryllupsrejse. Så hermed et tip givet videre til dem, der lige mangler et godt sted til den slags.

Turen gik videre et stykke op ad rute 862. Her kører man ind og ud langs de forrevne fjorde langs nordkysten; lidt bjergkørsel og tunneller er der også. Vi kom bl.a. forbi Bergsbotn utsiktsplatform, hvor der er denne fantastiske (men pga. vejret lidt tvivlsomme) udsigt:

Lidt længere henne kommer man forbi Tungeneset, hvor vejen går rundt om en spids. Det skulle også være et meget flot sted, men pga. vejret var der ikke rigtig noget at se.

Vi kørte et lille stykke videre til Ersfjordstranda, som skulle være en af de mange lækre sandstrande. Det ville sikkert også have været meget lækkert, hvis vejret havde været bedre.

Da der ikke var så meget se pga. det dårlige vejr, vendte vi om igen. Vejen var jo også spærret et stykke længere henne pga. vejarbejde, så vi var alligevel nødt til at køre samme vej tilbage. Tilbage til fastlandet, ud på E6'eren og så ellers videre mod Nordkapp. Ingen grund til at spilde mere tid på at dvæle ved regnvejret. Sådan en dag kan man ligeså godt bruge på at få kørt nogle kilometer.

På vejen kom vi forbi denne Sami shop. Det var lidt af en turistfælde med masser af turistgejlede souvenirtingeltangel ting og sager, men også mange spændende ting, tøj, udskårede ting af rensdyrben, skind osv. Og ifølge skiltningen skulle der nu kun være 573 km til vores endestation, Nordkapp.

Quick splash and dash på Skibotn SuC. Videre til Sørkjosen SuC. Og så til Alta SuC, hvor vi holdt en lidt længere SuC pause med tid til at lave lidt aftensmad på Trangia'en.

Alta er faktisk en overraskende stor by, taget i betragtning, hvor langt vi var kommet hjemmefra og kørt nordpå. Vi var også forbi og tjekke Nordlyskatedralen ud. Det er sådan en ret fin blikdåse-agtig, nyere, arkitektonisk kirke, der minder lidt om jernspåner i overstørrelse. Meget kreativt! Faktisk er den lavet af titanium.

Det var blevet ret sent (næsten midnat), men som bekendt bliver det jo ikke rigtig mørkt om natten heroppe. Vi fandt et sted i en skov, lidt uden for Alta, hvor vi overnattede.

Lavet af Titanium? Wow det må have været dyrt!

Citat fra jramskov

Lavet af Titanium? Wow det må have været dyrt!

Ja. Kirken har mange penge. Norge har mange penge. Kirken i Norge må have rigtig mange penge.

Ved andre kirker bruger man kobber eller guld. Nok ikke guld til at dække det hele dog.

Onsdag, d. 3. august: Nordkapp x 2 og Kirkeporten.

Turen op igennem Finnmarken bliver gradvist mere gold. Der er ikke meget bevoksning udover græs, mos og lav. Der er dog overraskende mange huse, der ligger hist og pist og i klynger eller små byer, specielt når man kommer tættere på Nordkapp. Jeg gætter på, at det må være sommerhuse. For hvem kan ellers finde på at bosætte sig helt heroppe?

Sidste SuC stop før Nordkapp var i Honningsvåg. Ikke noget specielt hyggeligt sted, men den ligger strategisk godt placeret.

Et rensdyr så vi også. Vi var naturligvis ellevilde og begejstrede, så vi forsøgte at snige os ind på den for at få et godt billede. Dette var det tætteste, vi kunne komme på, før den gik sin vej.

Det sidste stykke op til Nordkapp går op ad bakke, da Nordkapp plateauet ligger godt 300 moh. Skyerne lå lavt og ca. 5 km før Nordkapp kom vi ind i skyerne. Der var totalt tåget, så vi måtte tænde tågelygterne. Sigtbarheden var under 50 m, så vi kørte langsomt og forsigtigt.

Endelig ankommet til Nordkapp. Vi holdt ind på den store P-plads og kiggede os omkring. Der var ikke meget at se udover tåge. Her kan man skimte solen igennem tågen.

Vi begyndte at gå i den retning, vi mente, var mod nord. Pludselig dukkede en stor bygning ud af tågen. Jeg mente, at Norkapp plateauet måtte ligge bag ved denne bygning. Vi fandt om på den anden side og ganske rigtigt, så dukkede den ikoniske globus ud af tågen. Nu var vi endelig ved Nordkapp!

Der var 10 °C og tæt tåge. Det var lidt et antiklimaks at være kørt hele vejen herop og så kan man ikke se noget. Her er udsigten ned ad skrænten ved Nordkapp plateauet og udover Polarhavet. Ikke meget at se...

Vi snakkede lidt frem og tilbage, om vi skulle blive her et stykke tid og håbe på, at tågen lettede. Vi blev enige om at køre rundt og se os om i området og så evt. vende tilbage igen senere på dagen, hvis det skulle klare op.

Vi kørte et lille stykke sydpå og besluttede os for at tage en lille vandretur til Kirkeporten. Det er en klippeformation, hvor der er en naturlig port igennem klippen. I godt vejr kan man også se over til Nordkapp herfra. Her står jeg i selve Kirkeporten.

Interessante klippeformationer og med udkig til Nordkapp dækket af skyer i baggrunden.

Her står min kone og studerer de specielle klipper.

Jeg ved ikke, om det bare er mig - men ligner denne klippe ikke Trundle Dumb i profil?

Kunne ikke dy mig for at bestige den :)

Vi så flere rensdyr på tilbageturen fra Kirkeporten.

Det var begyndt at klare lidt op, men der så stadig ud til at ligge lidt skyer over Nordkapp plateauet. Vi besluttede dog at give det en chance mere og kørte derop igen. 1,5 km før Nordkapp kom vi dog ind i skyerne igen og vi måtte igen tænde for tågelygterne. Damn! Men mirakuløst nok så kom vi ud i et hul i skyerne 100 m før vi kom op til P-pladsen. Hvor heldig kan man være? Det føltes rigtig godt at få sluttet Nordkapp af med en ordentlig udsigt. Nu kunne man se ud over vandet og der var rimelig klart vejr.

Et blik mod Knivskjelodden, som faktisk er det nordligste punkt på øen.

Mange tror fejlagtigt, at Nordkapp er det nordligste punkt, men spidsen af Knivskjelodden ligger faktisk godt 1 km længere mod nord. Man kan ikke køre dertil i bil, men der er en heldagsvandring ud til spidsen for dem, der har god tid, kræfter og absolut vil den ene km længere nordpå. Men så er det heller ikke engang Norges nordligste punkt. Det ligger på øgruppen Svalbard, ca. 1100 km længere mod nord. Hverken Nordkapp eller Knivskjelodden er faktisk heller ikke det nordligst punkt på Norges fastland. Begge ligger nemlig på øen Magerøya, som dog er forbundet med fastlandet via Nordkapptunnelen. Det nordligste punkt på Norges fastland ligger et stykke længere østpå - en køretur på over 400 km fra Nordkapp. Og her skal man også ud på en længere vandring fra bilvejen for at komme op på nordspidsen.

Fra øst kom skyerne rullende op over bjerget.

Her midt i billedet kan man ane en mini-regnbue. Det er første gang, jeg har oplevet dette fænomen.

Vi brugte lidt tid på at gå rundt i området, betragtede nogle fredsskulpturer m.m. og fik også lige bygget denne lille stendysse, inden vi vendte næsen hjemad.

Vi holdt et SuC stop igen ved Honningsvåg. Heldigvis fyldte vi rigeligt på ift. hvad bilen mente, den skulle bruge for at nå videre til Karasjok SuC. For da vi kort efter kørte ned igennem Nordkapptunnelen, gik bilens energy app helt amok. Den estimerede SoC ved ankomst cyklede op og ned, men klart mest ned. Den blev nok forvirret over den store højdeforskel igennem tunnellen og sikkert også fordi den går under havet. Jeg tror, der er en bug i Teslas software, som ikke helt tager højde for denne situation. I hvert fald forsvandt der på ret kort tid 12% ift. hvad den i første omgang havde estimeret ved ankomst i Karasjok og var nu på -3%. Et kort øjeblik overvejede vi, om det var nødvendigt at vende om til Honningsvåg og lade lidt mere. Men vi tog den på rutinen og estimerede selv ud fra antal km, at det burde gå an at fortsætte. Jeg kan ikke huske, hvor meget vi havde tilbage, da vi kom til Karasjok, men det har ikke været meget over 0%.

Ved Karasjok holdt vi en lidt længere SuC pause, da vi skulle have strøm nok til at nå de næste 291 km til Levi SuC i Finland. Det var blevet ret sent på natten, så vi kørte kun lige over den finske grænse og fandt et sted at sove.

Torsdag, d. 4. august: Finske grusveje, svineri og rækkeviddeangst.

Det nordlige Finland er meget øde. Der er bare masser af nåletræer og lange landeveje nærmest helt befriet for de mange bobiler, der var hele vejen op igennem Norge. I Finland så vi flere snescootere end autocampere. Til gengæld så vi en del rensdyr, der vandrer enligt rundt i området. Her er et flot eksemplar, vi mødte på vores vej.

På et tidspunkt var vi kørt over 70 km ad en øde landevej, før vi kom forbi et hus...

Lidt længere fremme kom vi forbi en flække, der hedder Pokka. Den er kendt for at være et ret koldt sted. Vistnok Europas koldeste. Der er blevet målt -51,5 °C. I dag var der dog mere moderate temperaturer over frysepunktet.

Kort efter blev asfaltvejen til grusvej. Der havde været regnvejr, så det blev en ret smattet affære. Bilen brugte også væsentligt mere strøm, da underlaget ikke længere var optimalt for rullemodstanden. Jeg kunne se, at det måske ville knibe med strømmen til at nå frem til næste ladestation, hvor der stadig var langt til igen. Farten blev sat ned - det var jo også grusvej. Men det hjalp ikke meget på energiforbruget. Det blev mere og mere kritisk. Det var for længst for sent at vende om nu og der var ingen andre alternative lademuligheder i miles omkreds. Der var enormt øde. Da vi nærmede og Levi SuC, overvejede vi, om det overhovedet var realistisk, at der skulle ligge en supercharger ladestation helt herude midt i vildmarken. Hvis vi ikke kunne stole på Teslas navigation, så var vi rimelig fucked!

Med ca. 10 km igen og 3% tilbage på batteriet var der vejarbejde. Det så ud til, at man skulle ud på en større omvej for at komme videre. Vejen ligeud bestod blot af en bunke sten som bærelag. Vi tog chancen og fortsatte med lav fart og lidt længere fremme kom vi ud på asfalt igen. Kæmpe lettelse!

Levi SuC ligger placeret ved et skisportsområde og en mellemstor aktivitetspark, så her er der rigeligt, man kan fordrive tiden med. De sidste par km blev kørt på elektrondampene og 0% på batteriet, så det var lige på et hængende hår, vi nåede frem. I dag lærte jeg, at en 60 km lang, blød, regnvåd grusvej samt halvfærdig vej uden belægning ikke gør noget godt for forbruget, så her burde man nok have lagt en ekstra, ekstra buffer ind.

Jeg lærte også, at en advarselstavle med undertavler, hvor der står "kelirikko" og "60 km" er finsk og betyder "svineri 60 km". Det sætter så også sine spor på bilen, der vistnok engang var sort :)

Efter en hårdt tiltrængt opladning gik turen videre. Et relativt øde sted krydser man grænsen til Sverige, hvor en bro går over en stor flod.

Og minsandten om vi ikke også passerede polarcirklen - denne gang i sydgående retning.

SuC stop i Töre og derefter i Skellefteå, før dagen var omme.

@MOS

Hver sin lyst, men ligefrem bestige D Trump :-)

Men du har ret, den ligner hans profil helt utrolig godt.

Fredag, d. 5. august: Køredag, svenske højhastighedslandeveje og sløvpadder.

Denne dag var mest en køredag. Nu skulle vi bare hjemad.

De nordsvenske landeveje har særligt høje fartgrænser. 100 km/h og 110 km/h er standarden heroppe. Det føltes helt vildt at få lov til at køre så hurtigt, når man nu har sneglet sig op igennem alle hårnålesvingene i Norge med max. 80 km/h. Det føltes dog rimelig sikkert, da det går meget ligeud og der er kun meget lidt trafik heroppe.

Men lige som man kommer dampende med 110 km/h på autopilot, dukker der pludselig en snegl op lige foran én og man må lave en hård opbremsning. Sneglen sneglede sig af sted med 30-40 km/h og jeg tænkte, hvad f..... i h...... laver den idiot? 35 i en 110-zone er jo nærmest livsfarligt! Sneglen havde smækket en rød trekant på bagsmækken, så jeg ræsonnerede mig frem til, at der nok var noget galt med bilen og han håbede på at kunne humpe hjem eller frem til nærmeste værksted. Kort efter var der mulighed for at overhale og turen fortsatte ufortrødent med 110. Men så indhentede vi gud-hjælpe-mig endnu en snegl med 30 i timen og rød trekant bagpå. Og derefter endnu en... Lidt googling gav forklaringen. Svenskerne har åbenbart en særregel om, at unge under 18 år må køre bil, hvis den er udstyret med en rød trekant og så må den max. køre 30 km/h. Man nedgraderer altså eksempelvis en stor Volvo eller Mercer til juridisk set at være en slags traktor og til at køre max. 30. Og så lader man de unge få noget kørselserfaring på den måde. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Jeg er nok rimelig forbløffet. Men det er åbenbart et meget brugt koncept her i udkants-Sverige.

Første SuC stop var i Umeå. Her (og en del andre steder i Sverige) ligger der en Max Burgers, som kan anbefales, hvis man er til veganske alternativer. Så den stod på veganske burgere til morgenmad(!).

Hurtigt videre til næste SuC i Örnsköldsvik. Her brugte vi tiden til at købe et nyt ladekabel til mobiltelefonen, da det gamle kabel var defekt.

På turen ned gennem Sverige kører man igennem en del flot natur med skove og søer. Hvis man ikke havde travlt med at komme hjem, kunne man sikkert få nogle gode oplevelser her også.

Tredje SuC stop var i Sundsvall. Her blev der indtaget en lidt forsinket morgenmad til frokost :-) Nu havde vi jo også spist burgere til morgenmad.

Lige efter superchargeren kører man over en betalingsbro. Vi overvejede, om vi skulle tage en omvej et par kilometer igennem byen for at undgå betalingsbroen, men droppede det, da vi tænkte, at det ikke var tiden værd. Broen ville være formentlig heller ikke være særlig dyr at køre over. Da vi kom hjem, kom der en måned efter en regning med posten for vores passage af Sundsvallbron og en anden betalingsvej, som jeg ikke lige husker. Samlet regning på svimlende 9,70 DKK. Gad vide, hvad det har kostet dem i administration samt porto for at sende et brev til os i Danmark?

Fjerde SuC stop blev i Gävle. Den ligger lidt dumt på den forkerte side af motorvejen, så man skal køre lidt for langt, dreje fra motorvejen og køre et stykke tilbage for at komme derhen. Så den er nok mest oplagt at bruge i nordgående retning. En bid aftensmad blev det til her.

Vi fortsatte videre vest om Stockholm. Havde vi haft mere tid, var storbyen nok også et besøg værd. Vi fortsatte til det blev mørkt. Det gør det nemlig her nede sydpå og det virkede faktisk helt underligt, når vi nu havde vænnet os til de lyse polarnætter! Vi kørte igennem Västerås og ud på nogle småveje for at finde et godt sted at sove. Det blev lidt af en sightseeingtur i aftenmørket, inden vi fandt et passende sted at overnatte. Det skulle dog vise sig, at en lokal bande af bilbøller havde samlet sig her fredag nat og kørte rundt i området et par timer for at brænde dæk og benzin af i rigelige mængder. Så der gik noget tid, inden der omsider faldt ro på.

Lørdag, d. 6. august: Det sidste stykke hjem.

Den sidste dag på turen var også mest en køredag. Nu var vi næsten hjemme.

Første stop var ved Arboga SuC, der ligger fint placeret lige ved motorvejen. Her blev morgenmaden indtaget siddende på en sten med hyggeligt selskab af en argentiner, der havde fået et lift med en svensk Tesla. Da både bilens batteri og maven var fyldt, gik turen videre hjemad.

Vi kørte ned langs østsiden af Vättern. Da vi nærmede os Ödeshög, måtte vi lige vurdere, om vi kunne nå videre til Jönköping på den slat strøm, vi havde tilbage. Vi tog chancen, tog en smutvej for at spare nogle få km og dermed lidt strøm og ankom til Jönköping i flot stil med 1% tilbage.

Desværre ramte vi lige ind i ferietidens inferno af andre Teslaer, der lige skulle lade samme sted og samme tid. Ugedagen (lørdag er jo skiftedag) og tidspunktet på dagen var også uheldigt ramt, men med 1% strøm tilbage, var der ligesom ikke andre alternativer. Vi måtte stille os i kø. Det gjorde det ikke bedre, at mindst 4 ud af de 20 stalls var ude af drift. Jeg har aldrig oplevet noget lignende! Der opstod en del kaos og forvirring, når en Tesla forlod en af de defekte ladere og en anden i køen tænkte: "Yes, nu kan jeg endelig komme til at lade". Hvorefter skuffelsen indtraf, da virkeligheden gik op for ham og han skulle finde tilbage i køen, som havde rykket lidt rundt, da alle ledte efter en ledig stall, som evt. også gerne måtte virke. Efter en lille halv time blev det endelig vores tur til at lade. Vi brugte tiden til at spise vores medbragte frokost på et picnictæppe på en græsplæne i nærheden.

Turen gik videre og vi skippede Tofteholm SuC, da vi havde rigeligt med strøm til at nå videre til Markaryd. Vi har tidligere ladet på Tofteholm, der ligger lidt afsides, men utrolig naturskønt. Den kan godt anbefales, hvis man ikke har for travlt og gerne vil chille lidt i naturen med en lille gåtur.

Markaryd var vores sidste SuC stop. Mens bilen ladede, gik vi over i ICA Kvantum ovre på den anden side af motorvejen. Det er et stort supermarked. Her blev der handlet svenske specialiteter og hamstret lækkerier, så vi havde til et stykke tid efter vi kom hjem.

Videre til Helsingborg for at tage færgen over til Helsingør. Da jeg så, at en færgebillet for de 3 km over Øresund kostede næsten det samme som færgebilletten til Lofoten - en sejltur, der varede en halv nat (og en anden færge til Lofoten havde endda været gratis) - så var jeg lige ved at lave en U-vending midt i betalingsanlægget og køre til Øresundsbron. Små 500 kr. for 3 km er jo røveri ved højlys dag! Der blev jeg alligevel lidt nærig. Indtil jeg kom i tanker om, at jeg havde været så nærig, at jeg havde opsagt mit årsabonnement på Øresundsbron, så der skulle vi betale fuld pris, som så kostede ca. den samme formue som færgen. Øv, øv! Vi bed i det sure æble og valgte alligevel at blive flået for den korte overfart. Fordelen var, at køreturen så blev lidt kortere og vi kunne besøge noget familie på Nordsjælland, da det var næsten lige på vejen.

Efter nogle timers familiehygge med snacks, puslespil og kigge feriebilleder, fortsatte vi det sidste stykke hjem til Odense. Vi havde heldigvis nået at få ladet så meget i Markaryd, at det ikke var nødvendigt med flere SuC stops. Det var ved at være sen aften og vi kom først hjem et godt stykke over midnat. Trætte og mættede med et par uger tæt pakket med uforglemmelige oplevelser. Det bliver nok ikke mit sidste roadtrip...

Tak for turen MOS! Lyder fabelagtigt. Det vil jeg virkelig også gerne prøve en dag.