Det ser ud til, at der blandt nye Tesla-ejere er behov for et sted, hvor man kan få noget samlet information vedr. opladning, abonnementer, hvilke ladekabler og adaptere, man har brug for m.m. Dette er et forsøg på at samle denne information.
Opladning
Man bliver klart gladest for sin elbil, hvis man har nem adgang til opladning hjemme. For nogle kan det naturligvis også lade sig gøre udelukkende at forlade sig på opladning ude i byen, men i de fleste tilfælde vil det være et kompromis. Så hvis man overhovedet har mulighed for det, vil jeg anbefale, at man får etableret en passende lademulighed hjemme.
Den bedste løsning er at få opsat en ladeboks, helst 11 kW (hvilket giver hurtig ladning og er velegnet til folk med stort kørselsbehov), med påmonteret ladekabel. Det gør det supernemt at sætte stikket i, når man kommer hjem og man slipper for at rode med ladekabler og adaptere ind og ud af bagagerummet hver gang.
Næstbedste løsning er at bruge et eksisterende industristik (eller få installeret et). Nye Teslaer bliver leveret med en UMC (den lille boks, der sidder for enden af ladekablet) og tilhørende adaptere til hhv. mormorstik og blåt industristik. UMC'en kan kun lade på 1 fase (i modsætning til de gamle 3-fasede UMC, som fulgte med Tesla biler for nogle år tilbage). Ulempen er, at det er noget mere besværligt at rode med ladekabler og diverse adaptere ind og ud af bagagerummet, hver gang man skal lade. Hvis man lader hele molevitten hænge i stikkontakten, så er der risiko for tyveri af ens ladeudstyr. Det kan også være en fordel, at ladekabler og adaptere har deres faste plads i bagagerummet, så man altid har dem med, hvis man får brug for opladning hos venner/familie/campingpladsen eller hvor der ellers er lademulighed på diverse stikkontakter/industristik.
Den blå adapter passer direkte til et blåt industristik og kan lade bilen på 1 fase med 16 A, hvilket giver en ladeeffekt på 3,7 kW. Det svarer til, at man kan lade ca. 200 km kørsel på 10 timer, hvilket er tilstrækkeligt til de flestes kørselsbehov.
Hvis man har et rødt industristik hjemme, så kan man ikke direkte bruge dette. Man får brug for en adapter fra rødt han-stik til blåt hun-stik. Så kan man sammen med denne adapter bruge den medfølgende stump med blåt stik i enden og UMC'en. Resultatet er det samme, altså ladning på kun 1 fase, 16 A, 3,7 kW. Uanset hvad kan det være en god idé at have sådan en adapter. Så kan man altid lade fra et rødt industristik, hvis behovet skulle opstå. Man kan nemt selv bygge sådan en adapter, hvis man er lidt fiks på fingrene og har lidt forstand på elektronik. Vejledning kan findes her. Man kan også købe en adapter for relativt få penge, f.eks. denne. (Edit: Jeg havde tidligere linket til den omvendte adapter. Jeg har rettet det, så det må være denne, der skal bruges.)
Endelig er der mulighed for at lade fra en alm. stikkontakt med jord (også kaldet mormorladning). Vær opmærksom på, at nogle installationer ikke har jord tilsluttet, selvom stikkontakten faktisk har 3 huller. Det er også vigtigt, at jordforbindelsen er tilstrækkeligt god, hvilket ikke altid er tilfældet. En halvdårlig jordforbindelse kan resultere i, at UMC'en nægter at acceptere den og opladningen kan ikke starte. Hvis man er i tvivl, kan man bede om hjælp fra sin elektriker, som kan sørge for at etablere en god jordforbindelse. Den medfølgende adapter til mormorladning passer desværre kun til Schuko-kontakter, ikke alm. danske stikkontakter. Det er dog ikke det store problem, da man kan købe en Schuko-adapter for en slik, f.eks. denne. Fordi prisen er så lav, ville jeg uanset hvad købe sådan en og have den liggende i bilen. Man ved aldrig, hvornår man kan få brug for den. Med denne løsning kan man lade med op til 13 A, men OBS!!!! Brandfare, hvis du overbelaster din elinstallation! En alm. stikkontakt kan altid holde til en kontinuert belastning på 6 A, men under nogle omstændigheder kan man godt skrue lidt op, hvilket dog kræver en konkret vurdering af installationen (se f.eks. denne vejledning), dog aldrig over det, stikkontakten er sikret til (typisk 10-13 A). Man kan indstille max. ladestrøm på skærmen inde i bilen fra lademenuen. Mormorladning betragtes af mange som en nødløsning, først og fremmest fordi det går meget langsomt og fordi der kan være risiko for brand, hvis man overbelaster sin elinstallation. Hvis du er i tvivl, så hold dig til max. 6 A. Det svarer til 1,4 kW eller ca. 75 km rækkevidde for 10 timers opladning.
Abonnement
Hvis du beslutter dig for en ladeboks derhjemme, så kan du få et abonnement hos f.eks. EON eller Clever. Det er all-inclusive og fungerer som flat-rate, lidt ligesom et mobiltelefonabonnement. Dvs. du kan lade alt det du vil og betaler kun et fast månedligt abonnement. I praksis fungerer det dog således, at man i første omgang betaler for al forbrugt el direkte til sit elselskab og efterfølgende får refunderet den del, der har været brugt til opladning af elbilen, fra EON eller Clever. Hvis man bruger mere el, end hvad der svarer til abonnementsprisen, kan det selvsagt blive en god forretning. Det kan altså godt svare sig, hvis man har et stort kørselsbehov (> 20.000 km/år). Et all-inklusive abonnement har også den fordel, at man kan lade gratis på selskabets ladestandere ude i byen. Så hvis man får et stort behov for at lade ude i byen, kan dette også være en god løsning.
En anden løsning er et abonnement på en ladeboks hos EVSE. Her lejer man ladeboksen for et fast abonnement på f.eks. 75,- + noget oprettelse og afskrivning af ladeboksen (som man har mulighed for at købe, hvis man på et tidspunkt opsiger abonnementet). Man betaler stadig for el til sit elselskab (ca. 2 kr/kWh) og får så refunderet elafgiften fra EVSE (ca. 1 kr/kWh) for den del, der har været brugt til opladning af elbilen. I praksis bliver el til opladning af elbilen altså ca. halvt så dyr. Dette kan være en god løsning, hvis man har et mellemstort kørselsbehov (ca. 10.000-20.000 km/år). OBS: Ordningen med refusion af elafgiften ophører ved udgangen af 2019. Ordningen har flere gange tidligere stået til at udløbe, men den er hver gang blevet forlænget. De fleste regner da også med, at ordningen bliver forlænget igen også denne gang, men der er naturligvis ingen garantier, når det handler om politik!
OBS: Hvis du har et solcelleanlæg derhjemme, gælder der særlige regler for refusion af elafgiften og det er derfor ikke altid muligt at få refusion for elafgiften til elbilen. Kontakt abonnementsudbyderen og hør nærmere om dine muligheder.
Endelig kan man beslutte sig for at køre uden nogen form for abonnement. Så sparer man abonnementet, men man betaler til gengæld den fulde elpris (ca. 2 kr/kWh). Så skal man også selv anskaffe en ladeboks eller klare sig med det medfølgende ladeudstyr. Denne løsning kan være værd at overveje, hvis man har et lille kørselsbehov (< 10.000 km/år) eller hvis man har planer om at flytte inden for overskuelig tid, så man ikke ønsker at bruge mange penge på elinstallationer og/eller ladeboks.
Et problem for mange, der bor i lejlighed eller i en almen boligforening, er, at det ikke altid er muligt at opsætte en ladeboks derhjemme. Her vil jeg anbefale, at man lobbyer i boligforeningen for at få dem til at opsætte nogle ladebokse. Der bliver helt sikkert brug for dem i fremtiden. Lige nu er det lidt problemet med hønen og ægget. Der er ikke mange, der vil købe elbil, hvis de ikke har adgang til opladning derhjemme. Og boligforeningerne ser måske ikke det store behov for ladebokse, hvis ingen af beboerne har elbil. Jeg er dog ret sikker på, at når først ladeboksene er sat op, så skal elbilerne nok komme. Om 10 år vil langt de fleste nye biler være elbiler.
Hvis det ikke kan lade sig gøre at overbevise udlejeren/boligforeningen, så kan man overveje et Clever abonnement (Clever Unlimited Network), der i skrivende stund koster 399,-/mnd. Det giver adgang til fri opladning på alle deres ladestandere ude i byen, men ikke nogen ladeboks derhjemme. (Edit: Dette abonnement skal tegnes hos forhandleren ifm. køb af bilen. Desværre har Tesla ikke nogen samarbejdsaftale med Clever. Så man er nødt til at vælge et dyrere abonnement, hvis man køber en Tesla - ØV!)
Ladekabler, adaptere m.m. Hvad får jeg brug for?
Nye Teslaer har indbygget Type-2 og CCS-stik i bilen. Der følger et Type-2 ladekabel med som standard og derudover får man en UMC med tilhørende adaptere til blåt industristik samt mormorstik.
CCS er standarden for hurtigladere (som ofte er placeret langs motorvejsnettet). De har et CCS-kabel fastmonteret på standeren. Så det er bare at sætte stikket i - lige så nemt som at stikke benzin-pistolen ned i tankstudsen på en gammeldags fossilbrænder. De fleste hurtigladere kan lade med op til 50 kW, enkelte kan dog lade med op til 150 kW eller mere.
De fleste offentlige ladestandere i byen er med Type-2 stik. Som regel skal man have sit eget Type-2 ladekabel med. De kan lade en Tesla med 11 kW.
Derudover er der Tesla SuperChargere. De har på nuværende tidspunkt fået monteret CCS-kabler på i hvert fald en del af ladestanderne på hver ladestation. Opladningen fungerer nemt og problemfrit uden apps eller brikker af nogen art, så dette er en god lademulighed, når man er på farten. Særligt hvis man f.eks. har fået 1500 km gratis SuperCharging ¹. Det er simpelthen plug & play. De fleste SuperChargere kan levere ca. 120 kW. Men de er lige begyndt på udbygningen af v3, som kan levere op til 250 kW. De er dog i skrivende stund (aug. 2019) ikke kommet til Europa endnu.
Med de ovennævnte lademuligheder i byen og på langtur skal du altså ikke bruge andet udstyr end evt. det medfølgende Type-2 kabel. Det vil kunne dække langt hoveparten af ladebehovet ude for de fleste.
Hvis man får brug for at lade andre steder, f.eks. hos familie/venner, på campingpladsen eller andre steder, hvor der er et industristik eller en alm. stikkontakt, så får man brug den medfølgende UMC.
Hvis man skal lade på et rødt industristik (alm. forekommende f.eks. i garager og på byggepladser), skal man derudover bruge en adapter fra rødt til blåt industristik. En sådan adapter følger ikke med bilen som standard, men man kan nemt bygge sådan en selv eller købe den til relativt få penge. Se desuden ovenfor under "Opladning".
Hvis man skal lade på et blåt industristik (alm. forekommende på f.eks. campingpladser og havne), skal man udover UMC'en bruge den medfølgende adapter til blåt stik, så det kræver ikke, at man anskaffer noget ekstra ladeudstyr udover det, der følger med bilen.
Hvis man skal lade på en alm. stikkontakt, så skal den være med jord. Man får brug for UMC'en og den medfølgende adapter til mormorladning. Men stikket passer desværre kun til Schuko-stikkontakter, så man får derudover også brug for en Schuko-adapter. En Schuko-adapter følger ikke med bilen som standard, men den kan købes meget billigt. Se desuden ovenfor under "Opladning".
___________________________________________
¹ Man kan få 1500 km gratis SuperCharging ved køb af ny Tesla, hvis man bestiller den vha. en referral kode. Hvis du synes, dette indlæg har været nyttigt for dig, er du velkommen til at benytte min referral kode: http://ts.la/markolaf238
