Jeg vil lige dele følgende oplevelse med jer :
Igennem længere tid har min drive-unit sagt Klonk-lyde, når jeg slap acceleratoren lidt kvikt. Det udviklede sige til at den, også ved mindre bevægelser på acceleratoren, gav klonk-lyde. Da bilen stod overfor at skulle til service (kørt de 20.000 km) tænkte jeg at det kunne de da så bare fixe, når de fik den ind alligevel. Stor var min overraskelse, primo maj, da jeg fik at vide jeg kunne komme til service 20. juli !! wtf. Nåh, jeg er jo en tålmodig sjæl - og har været fantastisk tilfreds med min Tesla - helt fra start - så jeg tænkte Ok, de siger jo også at det er fløjtende ligegyldigt om den har kørt 20- eller 25.000 km, inden den kommer til service. Så jeg kører glad videre.
Indtil i søndags : fruen og jeg har været på en lidt længere tur (250 km) og 10 km hjemmefra skal jeg dreje ind på en hovedvej. Jeg smiler skælmsk til fruen og spørger ; er det rigtigt du aldrig har været med, når jeg giver den gas ?
Jeg trykker pedalen ned, det går fint de første 2 sekunder og så siger det bare BUM omme fra drive-unit'en. Resultat : ingen trækkraft + en masse uhyggelige, rasle/skramle/hyle lyde. Fandens også søndag kl. 20.30, 10 km hjemmefra.
Alt andet virker upåklageligt, så jeg ringer til mit forsikringsselskab + Tesla og meddeler situationen. Mit forsikringsselskab hiver Tesla til CPH, vi bliver hentet af naboen. Mandag kommer en transporter forbi med med en BMW 320 på hjemadressen. Tirsdag kommer min Tesla hjem på adressen og BMW'en hives op på fejebladet. Min Tesla har fået service, ny drive-unit (der kører som en smurt kat), bilen er vasket, poleret og støvsuget.
Dette kunne rent faktisk godt imponere mig, bortset fra at jeg opdager et par ordentlige hak i frontspoileren, mens jeg taler med chaufføren. Han siger selvfølgelig ; det kan umuligt være sket under transporten og jeg tænker ; har det været der længe , uden du selv har opdaget det ?. Det bliver jeg nok aldrig klogere på, har valgt ikke at rejse problematikken overfor Tesla, men service og reaktionstid på det opståede, den er jeg sgu imponeret over.
I må selv drage jeres egne konklusioner, mine fingre kløede bare lidt for at dele med jer
God sommer
