Så er den gal igen. Motor fremstiller i sit seneste nummer Teslas autopilot som utryg affære, som alene er lanceret for at vinde markedsandele uden tanke for sikkerheden. Jeg har skrevet nedenstående mail til redaktøren.
"Jeg tillader mig at skrive til dig, fordi du i det seneste nummer har skrevet om Teslas autopilot. Sagt ligeud: Artiklen virker utroværdig. Alene det, at du kan skrive, at "Tesla tillader, at både fører og passagerer under kørslen kan gå på internettet på den store skærm i midten og se film, læse avis eller spille spil", viser, hvor utroværdig testen er.
Nej, man kan ikke se film på skærmen, mens man kører. Det har Tesla netop ikke tilladt. Så får vi at vide, at andre bilproducenter "i princippet" kan det samme som Tesla, men af hensyn til sikkerheden har valgt systemet fra - og at Tesla altså er ligeglad med sikkerheden og udelukkende har åbnet for det farlige system for at vinde markedsandele.
Hvor havde det været interessant, hvis den påstand var blevet underbygget med fakta. At de andre bilproducenter ikke kan det samme som Tesla, fremgår bl.a. af nedenstående test fra Car & Driver. Tesla er langt foran - formentlig fordi firmaet er udsprunget af it-verden og ikke først og fremmest af bilindustrien.
Det er selvfølgelig ok, at FDM mener, at selvkørende biler ikke skal tillades, før de er 100 procent sikre, men så skulle man måske være ærlig og sige, at det aldrig vil ske. Sagen er, at sålænge der er utilregnelige manuelle bilister, motorcyklister, cyklister og fodgængere i trafikken, kan man næppe lave en bil, der tage højde for enhver tænkelig situation.
Det interessante ved Teslas autopilot er, at den formentlig i 99,9 procent af tilfældene vil køre langt sikrere, end nogen bilist selv vil være i stand til.
Må jeg udfordre dig til at undersøge, hvor mange ulykker Teslaer har involveret i på verdensplan, hvor mange sårede og dræbte, der har været i de ulykker - og sammenholde det med tilsvarende tal for andre bilmærker, korrigeret for kørte kilometer?
Jeg er ked af, hvis resultaterne kommer på tværs af de tyske bilmærker, hvis interesser Adac (og FDM) i denne sag ser ud til at advokere for.
Jeg ærgrer mig til gengæld over fortsat at betale abonnement til en forening, der så åbenlyst ikke bryder sig om elbiler i almindelighed og Tesla i særdeleshed. Og som ikke tager det så tungt med videnskabelig redelighed.
https://www.cars.com/...-test-1420683859346/
http://m.caranddriver.com/...-model-s-p85d-page-5
Med venlig hilsen
Henrik"