Et relevant spørgsmål for ligesom at afklare forudsætningerne...
Vil den gennemsnitligt begavede P-vagt kunne se forskel på om:
- 1. Et evt. ladekabel er tilsluttet elbilens dertil indrettede ladestik, eller
- 2. Der er bare tale om en fossilbil, hvor ladekablet er sat i klemme mellem venstre baghjul og hjulskærmen eller hænger ind ad sideruden/soltaget? (Jeg antager her, at et standard ladekabel ikke passer ned i tankdækslet på gængse fossilbiler, medmindre man bruger en kombination af vold og en hel del gaffatape, hvilket i sig selv burde være afslørende).
Selvom P-vagter som gruppe ikke ligefrem er kendt for at dominere Mensas medlemsliste, så forekommer det mig alligevel, at deres intelligens undervurderes i nogen grad.
Der skrives om, at P-vagter ikke kan afgøre, om en hybridbil er en slags elbil - for den har jo et udstødningsrør! Mig bekendt er udstødningsrøret ikke en særlig pålidelig indikator. Mange fossilbiler har skjult udstødningsrør, som ikke umiddelbart er synligt, medmindre man kravler helt ind under bilen.
Der er også en del diskussion om, hvor nemt/svært det er at slå el- og hybridbiler op i diverse databaser, for at kontrollere, om der rent faktisk er tale om en el- eller hybridbil. Hvorfor gøre det mere kompliceret end højst nødvendigt? Kan enhver idiot ikke se, om ladekablet er tilsluttet ladestikket i bilen - og så er den diskussion ikke længere?