Loading...
dk

Rækkevidde kontra accelleration | Tesla Forum

Ice2EV
Ice2EV Dec 15 '17

Hej

Er der nogen, der i lægmands vendinger kan forklare om en elbil med langsommere accelleration, ville have længere rækkevidde med samme batteripakke. Eventuelt med samme motor men SW begrænset eller mindre motor.

Hvis ikke hvorfor? Virkningsgrad?

Jeg har spurgt flere, også Tesla sælger, men jeg har ikke kunne få svar.

Det virker dog til der er flere med imponerende viden her på sitet.

Personligt er jeg ikke sønderligt interesseret i at nå 100 som en raket. Kan sagtens nøjes med 5-8 sekunder.

Takker på forhånd.

 

PS har surfet en tid på fora, men ikke fundet svaret. Men der også utroligt mange spændende sidespring, når nu man er rundt.

 

Forummets indlæg er redigeret af Ice2EV Dec 15 '17
MOS
MOS Dec 15 '17

For en given størrelse batteripakke, kan man hive en vis mængde elektrisk effekt ud af. Jo større batteripakke, jo større max. effekt. Men for at kunne udnytte effekten til hurtig acceleration, kræver det en tilsvarende kraftig elmotor.

Ofte vil elbiler være bygget med en elmotor og batteripakke, der passer nogenlunde sammen rent effektmæssigt. Man kan godt have en større elmotor, men batteripakken vil ikke kunne forsyne den med nok elektrisk effekt, så det vil være spild af motor, der aldrig kommer til at køre mere end på ½ kraft. Omvendt kan man også have en "for lille" motor. Her vil batteriet uden problemer kunne forsyne motoren med nok elektrisk effekt, men en lille motor giver jo ikke så god acceleration. Da elmotoren i sig selv ikke er specielt dyr (der er i hvert fald ikke meget stor forskel på prisen på en lille og en stor elmotor), så kan man lige så godt sætte en kraftigere elmotor i og få langt bedre acceleration "næsten gratis".

Hvis man SW begrænser en stor elmotor, så svarer det egentlig bare til, at man sætter en klods under speederen, så den ikke kan trykkes helt i bund. Man kan også lave en simpel "SW" begrænsning ved at omprogrammere sin hjerne til at køre meget forsigtigt.

Der er ikke den store forskel på virkningsgraden på en lille og en stor elmotor. De ligger begge over 90%. En større elmotor vil måske have en marginalt bedre virkningsgrad, men det er i småtingsafdelingen. Den større motor vil omvendt det meste af tiden ligge lidt længere fra sit optimale driftspunkt, hvilket trækker i den modsatte retning. Så hvis man har samme (rolige) kørestil, vil det ikke gøre nogen synderlig forskel på rækkevidden. En stor elmotor er dog naturligvis tungere, så bilen vil alt andet lige også blive lidt tungere. Da elmotoren kun udgør en lille del af bilens vægt, vil dette også kun gøre en ganske lille forskel i forbruget og dermed rækkevidden.

En elbils forbrug er mest afhængig af den hastighed, man kører med, da luftmodstanden stiger kraftigt med hastigheden. Så hvis man udnytter den store motor til generelt at køre hurtigere, så vil det naturligvis påvirke forbruget og dermed rækkevidden mærkbart.

Hvis man derimod udnytter den store motor til hyppige og kraftige accelerationer, men ellers generelt kører med nogenlunde samme gennemsnitsfart, vil forbruget kun blive påvirket lidt. De kraftige accelerationer vil trække store mængder af strøm fra batteriet - dog kun kortvarigt. Når man på den måde belaster batteriet hårdt, så falder spændingen, hvilket er et udtryk for, at der er et indre tab i batteriet. En del af energien går tabt som varme i batteriet. Det er derfor uøkonomisk at lave meget kraftige accelerationer, fordi batteriets virkningsgrad bliver dårligere. Men i praksis viser det sig, at det kun påvirker forbruget lidt, hvilket kan forklares med, at det jo er relativt kort tid ad gangen, man accelererer. Det meste af tiden vil man alligevel køre med nogenlunde konstant fart.

Så ja, en elbil med langsommere acceleration vil have en lidt længere rækkevidde, men altså kun ganske lidt. I modsætning til en fossilbil, hvor store, kraftige forbrændingsmotorer er nogle seriøse benzinslugere, mens en fossilbil med en lille motor oftest er væsentligt mere brændstoføkonomisk.

Da forskellen for elbilers vedkommende kun er meget lille, så vil de fleste nok vælge den store motor, da det er meget sjovere og kun lidt dyrere.

Hvis man bygger hele bilen efter, at den aldrig kommer til at køre med en kraftig motor, så vil en del af komponenterne kunne laves lidt lettere, da de ikke skal holde til så store belastninger. Hvis det bliver gjort helt gennemført, så tror jeg, man vil kunne spare en del kilo hist og her, så det kan måske alligevel blive til flere % på bilens vægt. Det giver dog stadig kun en lille besparelse på forbruget, så spørgsmålet er, om ikke det er et dårligt bytte ift. en markant hurtigere og sjovere bil?

Forummets indlæg er redigeret af MOS Dec 15 '17
MOS
MOS Dec 15 '17

Man kan f.eks. sammenligne Teslas biler med samme batteripakke, men med forskellig performanceopgradering. F.eks. Model S 85, P85 og P85+. Hvis man kører dem stille og roligt, så er der kun marginal forskel på forbrug og rækkevidde. Den største forskel skyldes nok evt. forskellige dæk/fælge. Men hvis man piner performancemodellerne helt ud til grænsen, så vil man nok kunne mærke det på forbruget.

TorbenS
TorbenS Dec 15 '17

God forklaring 

Ice2EV
Ice2EV Dec 16 '17

Hej MOS

Efter mange timers surfen, så tænkte jeg nok det var dig der ville komme med en fornuftig forklaring.

Så det er altså virkningsgraden der er årsagen til der ikke rigtig er noget af reel rækkevidde at hente.

 

Takker mange gange.

 

God jul og godt nytår. 

Forummets indlæg er redigeret af Ice2EV Dec 16 '17