Jeg synes brugergrænsefladen til navigation føles lidt begrænset:
1) Kan det være rigtigt at Tesla ikke har hørt om æøå? Hvordan indtaster man danske vej og bynavne?
2) Hvis man starter på at taste en adresse, så kommer der hurtigt forslag op. Hvis man så vælger et af disse, så fortabes muligheden for at indtaste husnummer. Kan det være rigtigt? Hvis man i stedet forsøger at indtaste hele adressen, og der er tale om en adresse med æøå, så genkendes adressen ikke. Resultatet er at det kan være umuligt at blive navigeret til en specifik adresse med husnummer.
3) Der er ingen mulighed for at indtaste mellemadresser (via).
4) Der gives ingen alternative ruter, det er take it or leave it. Selvom det lidt ligner Google Maps, så er der ingen af de smarte features, som eksempelvis muligheden for at trække i ruten for at bestemme hvilken vej, man gerne vil.
5) Hvis man benytter ruteplanlæggeren, der automatisk indlægger stop ved supercharger, så er der ingen valgmuligheder og de automatiske valg synes ikke at være specielt smarte. Eksempelvis, hvis jeg vil fra København til Hamborg, så bliver jeg bedt om at stoppe ved Køge. Men det er hul i hovedet, på det tidspunkt har jeg høj ladning på batteriet, den vil lade relativt langsomt og jeg kommer frem med minimalt på batteriet. Der er flere andre ladere på vej derned, som det vil være meget smartere at stoppe ved. Og igen, der er ingen mulighed for at sige at jeg ikke gider færger, men hellere vil tage Storebæltsbroen.
Jeg håber i kan give nogle hints til ovenstående, men ellers føler jeg at de virkelig har tabt muligheden for at lave et rigtigt lækkert system her. Sådan nogle småting tager det fra smukt til ubrugeligt.
