Jeg har på et tidspunkt kørt 8 km, efter den ramte 0%. Det gik så heller ikke ret stærkt! Den havde mistet så meget power, at selvom jeg lå i slipstrømmen bag en lastbil for at strække de sidste elektrondampe, der måtte være tilbage på bunden af batteriet, så blev jeg hægtet af op ad bakken på Lillebæltsbroen. Den kunne ikke trække mere end ca. 70 km/h op ad bakken og power var begrænset til ca. 30 kW!! Jeg nåede heldigvis lige netop op over toppen af broen, satte bilen i Neutral og kunne lettet trille i mål på Middelfart SuC.
Jeg kan absolut ikke anbefale at eftergøre dette eksperiment. Dels er der nogle, der har oplevet, at bilen holder bomstille, så snart den rammer 0% og der er endda nogle, der har oplevet, at den uventet siger "game over" allerede et stykke tid før, den er nået ned på 0%. Dette kan ske, hvis batteriindikatoren ikke er perfekt kalibreret eller hvis man f.eks. kører med høj belastning (høj fart, op ad bakke, kraftig acceleration eller med påhængskøretøj). Dels har batteriet ikke godt af det.
Hvis jeg skal komme med en generel anbefaling til den uerfarne, så regn altid med at have mindst 10% ekstra på batteriet ved ankomst til næste lademulighed. Til den mere erfarne, der har grundigt kendskab til og stor erfaring med bilen, og ved hvad han gør, så kan man godt køre den længere ned. Hvis man er forsigtig og ikke presser for meget effekt ud af den, kan man sagtens køre den ned til 2-3% uden problemer. Her er det afgørende at holde øje med effektbegrænsningen. Det er en god idé ikke at trykke hårdere på speederen end, at man holder sig godt under effektbegrænsningen, da batterispændingen ellers falder til et meget lavt niveau, hvilket kan trigge BMS'en, så den siger game over. Min erfaring er, at man med forsigtighed kan køre den indtil effektbegrænsningen når ca. 100 kW (jeg har en Model S, men jeg ved godt, at det er lidt svært at aflæse i en Model 3). Derefter går det pludselig meget stærkt med, at effektbegrænsningen kryber nedad og så er det slut.
I den anden ende af skalaen, så kan man trygt lade den op til 90% til hverdag. Hvis man kan nøjes med 80%, så er det naturligvis lidt bedre for batteriet. Alt over 90% æder batterilevetid uforholdsmæssigt hurtigt, så man bør ikke lade den op til mere end 90%, medmindre man rent faktisk får brug for det. Og så skal man først lade den over 90% umiddelbart før man skal af sted. Hvis man kan nøjes med f.eks. 98%, så slider det kun halvt så meget som, hvis man lader den til 100%. Det går eksponentielt stærkt med sliddet i toppen af batteriet, så lad være med at lade mere end nødvendigt. Sæt hellere farten en anelse ned, eller hold et ekstra ladestop på vejen, hvis det bliver knebent med rækkevidden.
Hvis du lader den stå med over 90% på batteriet, så vil pumpen stå og køre og stille og roligt brænde den overskydende energi af, indtil den er nede på 90%. Det er for at beskytte batteriet. Den vil altså have et meget højt tomgangsforbrug, mens den står parkeret, når SoC er over 90%. Der sker altså ikke så meget ved at komme til at efterlade bilen med for høj SoC, da den selv brænder det overskydende af. Men derfor er det også klogt at vente med at lade den helt op til lige før, man skal køre. Og så sørge for at køre den ned til i hvert fald 90%, inden man parkerer bilen i længere tid. Ellers brænder den bare selv energien af.