Jeg mener også, at chargegate og wintergate, eller hvad vi nu kalder det, er én og samme sag. Det skyldes, at Tesla via softwareopdatering har ændret på parametre i BMS'en, der bestemmer, hvilken ladeeffekt batteriet må modtage *). Jeg har observeret flere forskellige virkninger heraf:
Ladekurven over stort set hele SoC området er sænket. Dog ikke ved meget lav SoC, hvor den faktisk kortvarigt kan modtage lidt højere ladeeffekt end tidligere. Det hænger måske lidt sammen med næste punkt.
Ved opladning på SuC synes der nu typisk at forekomme en kortvarig peak i ladeeffekten lige efter starten af opladning. Det drejer sig om få sekunder, før den begynder at falde ned igen. Allerede efter et par minutter nærmer den sig en form for "steady state" kurve, der primært afhænger af SoC, sekundært af batteritemperaturen.
Der har altid været en indbygget begrænsning i ladehastighed, hvis batteriet er koldt. Temperaturfølsomheden er dog blevet mærkbart ændret, så batteriet nu lader væsentligt langsommer, når det er koldt. Det samme gælder naturligvis for regen, som også er en slags opladning af batteriet; her kommer energien bare fra hjulene/motorerne, der virker som generatorer, i stedet for at komme fra ladestikket. Regen er altså nedsat tilsvarende ved lave batteritemperaturer.
Når batteriet er driftsvarmt er der nedsat ladehastighed over næsten hele SoC området, så man kunne forvente at opleve nedsat regen i hvert fald ved relativt høj SoC sammenlignet med tidligere. Når det ikke er tilfældet, tror jeg, det skyldes, at BMS'en tillader en kortvarig peak, der ofte passer med en enkel opbremsning. Jeg vil tro, at hvis man bruger regen flittigt og vedvarende, f.eks. ned fra et bjergpas, så vil regen i starten virke fint som tidligere, men efter kort tid vil regen gradvist blive mindre, ligesom man ser det med ladeeffekten de første par minutter efter, man starter en supercharging. Jeg har dog ikke haft mulighed for at verificere dette, da jeg ikke har haft mulighed for at køre i bjerge i den seneste tid.
*) Edit: Det kan godt være, at ændringen af parametrene i BMS'en for nedsat ladehastighed generelt og ændret temperaturfølsomhed, har forskellige årsager. Der er sikkert tale om forskellige fysiske processer i batteriet, som Tesla prøver at forhindre, så batteriet ikke tager skade.