Så fik jeg min Model S! Og er jeg glad for den? Det tror jeg så nok jeg er! ;-) Har haft den i en måned, og smidt 3200km på triptælleren, blandet kørsel. Den siger 272 Wh/km. Det er lidt dårligere end jeg forventede, og årsagen til dette indlæg, men jeg elsker den alligevel.
Det startede i en mall i Portland OR i januar 2013. Kom tilfældigvis forbi hvor der stod en Model S – hvid og med smukke former. I starten af 2014 kom jeg ”tilfældigvis” forbi en Tesla fohandler i Marietta GA, og det kostede mig dyrt. Prøveturen (https://www.youtube.com/watch?v=lGdPUBnKmMw) var ikke til at komme over.
Så vi bestilte den (første gang) i April, men da økonomiministeren ikke lige nåede prøveturen inden de 14 dages fortrydelseret afbestilte vi, og lavede så den endelige bestilling i Juni. Levering forsinket lidt pga. deres fabriks-opgradering, men til gengæld med ny HW sidst i Nov.
På Turen hjem fra Kastrup røg vi i myldretid og jeg fik mit første ”rangeofobi anfald” – ”kan den nu klare det til Århus?” (der var selvfølgelig SuC i Middelfart) - og bad økonomiministeren om at sænke temperaturen og slukke sædevarmen . . . . . Så kan det nok være jeg fik læst lektien! ”Hvis jeg skal sidde og fryse for at nå frem, så kan du godt vende om – så afleverer vi den igen!” Okay – hun havde jo en pointe. Og det gik selvfølgelig smertefrit til Århus.
Nå men nok om det. Jeg havde i mit budget kalkuleret med ”brændstof udgift” på 50 øre/km. Set i Teslaens ulideligt klare bak-kamera var det nok lidt optimistisk. Som jeg startede med at sige, 272 Wh/km er status, til gengæld er det MED sædevarme og kabinetemperatur på 21-22 grader – og lidt vinter. Men lad os prøve at se lidt realistisk på sagen.
De 272 Wh/km er sikkert korrekte, for den del af regnskabet hvor der aflades fra batteriet. Men hvad så med opladningen? Den er ikke 100% effektiv. Der er tab i kablet mellem el-måleren og stikket i carporten, og der er tab i konverteringen fra AC til DC og sidst men ikke mindst er der tab i batteriet. Derforuden skal der måske varmes på batteriet hvis det er koldt, og der kan være andre ting som jeg ikke har erkendt endnu.
Men i går lavede jeg et forsøg, hvor jeg ladede med en kendt effekt i et kendt tidsrum, og noterede mig et par facts:
Ladede fra 230V (spænding målt ved ladeboksen til 223VAC i snit)
Strøm begrænset til 8A (og målt til 8A! Den gør hvad man beder den om!)
Periode på 12 timer og 7 min (fra start til energimåleren skiftede til 20 kWh – dvs der er ladet 19.6 kWh da der rundes af)
Typical Range gik fra 224 til 322 km – svarende til 96 km – eller 19.6 kWh
Temperaturen var i snit -3 grader C
Jeg har altså brugt (ude ved stikket) 21,6 kWh på at proppe 19.6 kWh ind i batteriet, eller sagt på en anden måde, effektiviteten var 90,6%.
Så er der tabet i kablet ud til stikket (varierer selvfølgelig fra installation til installation. Jeg har ca. 35m 2.5mm2 hvilket giver en impedans på 0,5ohm og dermed et tab ved 8A på 32W. Den nyttige effekt var på 1784W, så effektiviteten her er på 98,2%
Samlet effektivitet fra min måler (som jeg betaler efter) og frem til lagring i Teslaens batteri er altså 89% - vel at mærke ved de givne forhold (-3 grader og 8A) – er sikker på det bliver bedre med højere temp, og med 400VAC – det ser jeg på senere.
For nu lige at køre den til ende med økonomi-brillerne på, så skal jeg altså købe – ikke 272 Wh/km men 272/0,89 = 305 Wh/km. Min pris (uden at gøre noget for at sænke den) hos NRGi er: 2,0534 kr/kWh
Så den ”rigtige” km pris i min situation er: 62,8 øre/km for kørte km.
Prisen for hver ladet km (når jeg skal afregne med venner/familie for el) er derimod 46 øre/km
Glæder mig sil sommer, så jeg kan lave en tilsvarende betragtning der.
-Torben
