Bare lige for om jeg har forstået dig ret. Du kører på 19" hjul, men har indstillet konfigurationen til en anden (forkert) hjulstørrelse. Og så oplever du, at det viste gennemsnitsforbrug ikke passer med, hvad du tror, det faktiske forbrug er, fordi den viser noget andet, end da du kørte samme tur med konfigurationen indstillet til 19" hjul?
Det lyder lidt mærkeligt, da den burde vise det faktiske forbrug og ikke et eller andet estimat baseret på hjulstørrelse. Det faktiske forbrug kan sagtens ændre sig en del ved fysisk at køre på andre hjul. Men selve konfigurationen er jo bare en softwareindstilling, og jeg har svært ved at se, hvorfor det skulle ændre på det faktisk eller det viste forbrug. Jeg kan til gengæld godt forestille mig, at den tager hensyn til din konfigurerede hjulstørrelse, når den skal estimere, hvor langt du kan køre på en opladning eller hvor meget energi, den tror, du kommer til at bruge på en køretur. Den kan jo ikke vide, hvilke hjul, der faktisk sidder på bilen, men kan kun tage udgangspunkt i, hvad du har fortalt den via konfigurationen.
Hvis du vil eksperimentere lidt og det er nemt for dig at skifte konfiguration for hjulstørrelse, så kan du prøve at lave en A-B-A test. Det er en test, hvor man tester konfiguration A, derefter konfiguration B og slutter af med at gentage testen på konfiguration A. Dermed kan man tjekke, om de to A-tests giver samme resultat (reproducerbarhed), eller om der kan være tilfældige afvigelser f.eks. pga. ændrede trafikforhold, vind m.m.) eller systematiske afvigelser,(f.eks. at bilen bliver varmet op i løbet af testen).
Find en flad, utrafikkeret vejstrækning, f.eks. et stykke øde motorvej en sen nattetime, hvor der ikke er for meget vind eller vand på kørebanen. Kør den samme strækning med samme fart i de forskellige tests. Vurdér selv, hvilke forhold, der evt. kan påvirke testresultatet (f.eks. trafik, drafting bag en anden bil, vindstød, nødvendige opbremsninger/accelerationer, der afviger mellem de enkelte deltests osv.).
Ideelt set bør du køre med klimaanlægget slukket, så testresultatet ikke påvirkes af klimaanlæggets forbrug. Men i disse kølige/fugtige tider er det ikke altid muligt. Bedste kompromis mellem reproducerbare testresultater og lovlig kørsel med frit udsyn ud af ruderne kan f.eks. være at slukke for A/C, skrue varmen helt ned til LO og sætte en smule blæs direkte op på forruden for at holde den nogenlunde fri for dug. Blæseren bruger meget lidt energi, hvis der i øvrigt er slukket for A/C og varme. Du kan evt. tage en jakke på og klapre lidt med tænderne for at holde varmen, indtil testen er overstået.