Loading...
dk

Tesla forkortelser | Tesla Forum

SuneH
SuneH Jan 3 '16

Som ny Tesla-ist, kan det være svært at finde rundt i de mange forkortelser. Her er min liste. Meld ind, så opdaterer jeg undervejs. Kun Tesla-forkortelser er med, ikke fx WiFi eller USB som ellers også tit benyttes i snakken om bilerne.

Ken: overvej om denne skal være sticky.

AP = Auto Pilot. Automatisk styring efter linier på vejen i kombination med TACC. Giver en helt selvkørende bil. Eksempel: "Jeg kørte hele vejen fra Helsingør til Holte på AP"

CPO = Certified Pre-Owned. En brugt bil, som Tesla sælger efter at have tjekket/serviceret den grundigt. Tilbydes ofte med fornyet garanti. Eksempel: "En CPO er dyrere end at købe privat, men så får du også en længere garanti"  

D = Dual. Betegner TMS med to motorer (en for, en bag), som derfor har 4-hjulstræk. Eksempel: "Han fik en af de første D-modeller i DK"

DS = Delivery Specialist. Den person hos Tesla, som står for koordinering og kommunikation i forbindelse med udlevering af nye biler. Eksempel: "Prøv at ring til din DS, han må kunne fortælle mere"

DU = Drive Unit. Betegner gear og motor. Eksempel: "Jeg fik skiftet DU ved 35.000 km"

 

HV = High Voltage. Spænding direkte fra hovedbatteriet. Eksempel: "Batteriopvarming (vand) er udelukkende med en HV vandvarmer med cirkulationspumpe"

HVAC = Heating, Ventilation and Air Conditioning. Eksempel: "Brug af HVAC betyder meget for rækkevidden"

 

HVJB = High voltage junction box, som er en kasse mellem ladestik og inverter til batteri. Eksempel: "Jeg fik at vide, at min HVJB skulle skiftes"

ICE = Internal Combustion Engine= forbrændingsmotor. Eksempel: "Hvis jeg ikke havde min TMS, ville jeg være nødt til at køre ICE"

OTA = Over The Air. Teslas måde at uploade nye softwarepakker trådløst til bilerne uden at de skal på Service center. Eksempel:" Der kommer en ny softwarepakke OTA snart"

R el. RWD = Rear Wheel Drive. De første 60'ere, 85'ere og nogle 70'ere er leveret med baghjulstræk. Eksempel: "Jeg har en 70R"

TACC = Traffic Aware Cruise Control. Fartpilot, som automatisk følger forankørende og selv bremser ned fx ved kø og i gangsætter når køen igen kører. Eksempel: "Jeg bruger TACC hele tiden"

TMS = Tesla Model S. Det vi elsker at tale om - og køre i - i timevis. Eksempel :"Jeg fik min TMS i november 2015"

TMC = Tesla Motors Club. Amerikansk version af TeslaForum med masser af viden, bl.a. fra folk som har været med HELT fra starten. Eksempel: "Der er en lang tråd på TMC om hypermiling"

SC = Service Center. Fx det på Kirstinehøj eller i Århus. Eksempel: "Det er svært at komme igennem til SC"

SoC = State of Charge, dvs hvor meget strøm man har på batteriet. Eksempel: "Det anbefales at holde SoC mellem 10% og 90% i daglig brug"

SuC = Super Charger. Stationer over hele Europa og USA, hvor TMS kan lade hurtigt og gratis. Eksempel: "Det er dårlig stil at lade til 100% på SuC hvis der er kø, med mindre man ikke kan komme hjem eller til næste ladested uden"

UMC = Universal Mobile Connector. Det medfølgende ladekabel, som kommer med alle TMS. Eksempel: "Man kan ikke bruge en dansk UMC i Norge, da der typisk ikke er jord i norske stik"

Forummets indlæg er redigeret af SuneH Nov 7 '16