Jeg skal dog lige lære at køre lidt mere økonomisk, jeg kan ikke komme på job på en ladning, så skal ind forbi efter lidt power på vejen hjem.
Det lyder vildt! Hvor langt har du på arbejde - hver vej?
Et par tips til øko-kørsel:
Når du sætter bilen til opladning derhjemme, kan du med fordel bruge Scheduled Charging, så den er færdig med at lade lige omkring, når du skal af sted om morgenen. Det gør, at batteriet er varmt pga. spildvarmen ved opladningen. Og et varmt batteri har mindre internt modstand, så på den måde bliver dit forbrug lavere.
Forvarm bilen hjemmefra med stikket sat i, så du bruger strøm direkte fra nettet (ikke batteriet) til at varme bilen op. Ellers bruger bilen meget strøm til at varme op de første km på turen. At holde kabinen varm kræver ikke ret meget strøm sammenlignet med, hvad det kræver at varme den op til at starte med. Og når bilen allerede er varm, bruger den spildvarmen fra motor m.m. som tilskudsvarme til kabinen.
Når du kører, kan du evt. sætte den på Range Mode = ON. Det skulle gerne forlænge rækkevidden en smule. Ulempen er, at klimaanlægget kører på lidt lavere blus (jeg har aldrig haft problemer med det, men hvis du kan mærke, at det ikke er tilstrækkeligt, så kan du jo nemt sætte Range Mode = OFF igen i en periode). En anden ulempe er, at den ikke bruger ekstra strøm på at varme batteriet op (kan også være en fordel, hvis man vil spare på strømmen). Særligt om vinteren vil man opleve, at regen er begrænset i starten af køreturen, hvis batteriet er koldt (så kommer der gule, stiplede linjer nederst i power meteret). Med lav regen kan man samle mindre energi op ved opbremsninger. Hvis man skal SuperCharge med koldt batteri, får man kun lav effekt i starten, indtil batteriet er lunt. Hvis man har kørt et stykke tid og batteriet er blevet varmet op af kørslen, så de gule stiplede linjer er væk, så lader den hurtigere på SuC. Hvis du sætter Range Mode = OFF, så bruger den strøm til aktivt at varme på batteriet.
Undgå vilde accelerationer. Særligt hvis det medfører, at du får brug for at bremse lige bagefter, da energien så er spildt.
Sæt Regen til Standard (ikke Low). Så regenererer den mest muligt energi, når du tager farten af.
Se frem i trafikken og forudse, hvad der kommer til at ske, så kan du ofte tage farten af i god tid uden at røre bremsepedalen. Når du rører bremsepedalen, aktiveres de mekaniske bremser og energien er spildt i modsætning til regen (kun slippe speederen), hvor det meste af energien bliver opsamlet i batteriet igen.
Sæt farten ned, specielt topfarten. At sætte farten ned på landevej fra 80 til 70 km/h sparer kun en lille smule. Men at sætte farten ned på motorvej fra 130 til 120 km/h sparer en del mere. Dette skyldes naturligvis vindmodstanden, der stiger kvadratisk med farten.
Hvis der er andre køretøjer i nærheden, der kører ca. samme fart som dig, kan man med fordel lægge sig i læ i slipstrømmen. Specielt hvis det er store, kasseformede køretøjer, såsom lastbiler, busser eller varevogne.
Sluk for A/C, når det kan undværes. Det virker tosset at bruge energi på at køle luften ned (A/C) for derefter at skulle bruge mere energi på at varme luften op igen (kabinevarme). Dog kan det give mening at køre med A/C tændt for at forbedre komforten, hvis man ønsker mere tør luft og kan være nødvendigt, hvis ruderne dugger. Overvej evt. at slukke for A/C efter nogle km.
Skru ned for kabinevarmen og skru evt. ned for blæserhastigheden. Så sparer man energi på varmen. Hvis det bliver for koldt, så tænd for sæde- og evt. ratvarmen. Det holder kroppen varm og bruger langt mindre energi end at skrue op for kabinevarmen.
Man kan spare en smule energi på opvarmning af bilen, hvis man parkerer den i solen (gerne med forruden i solens retning). Modsat om sommeren, så kan man parkere bilen i skyggen, så den ikke er alt for varm og man skal bruge energi på A/C for at køle den ned. Skal bilen alligevel køles ned, kan man med fordel køre den første km i lav fart med nedrullede vinduer, for hurtigt at få udskiftet den varme luft i kabinen. Det koster mindre end at tænde for A/C. Ved hastigheder over ca. 50 km/h er det mere effektivt at bruge A/C end at køre med nedrullede vinduer, da luftmodstanden ellers bliver for stor.
Tjek dæktrykket, at det ikke er for lavt. Det koster ekstra i rullemodstand at køre på halvflade dæk.
Når du skal have skiftet dæk, så overvej at købe dæk med lav rullemodstand.
Pil tagbagagebæreren af for at spare luftmodstand.
Tøm bagagerummet for overflødig vægt.