Da jeg fik min model S, skyndte jeg mig at få installeret et 380V, 16 amp CEE-stik for at kunne lade bilen helt op på 7-8 timer. Nu har jeg fået en ladeboks, som desværre ikke fungerer, og derfor har jeg i nogle dage været henvist til at skulle lade fra "mormor-stikket" på 220V, der som bekendt er MEGET længere om at fylde batterierne op. Men her er erfaringen: Det fungerer egentlig ret problemfrit. På en nat kan man normalt lade op til 120 km's kørsel, og det er rigeligt til 99 procent af de dage, jeg kører. Det vil sige, at jeg stadig næsten altid vil have et fuldladet (85 procent ladet) batteri hver morgen med 350 kms rækkevidde,
HVIS jeg endelig skulle få brug for at køre længere end det, taler al sandsynlighed for, at jeg vil komme i nærheden af en supercharger undervejs, og så kan jeg hurtigt lade helt op, hvis der er brug for det. Igen er pointen, at det er der som hovedregel ikke. Med de SC'ere, der allerede findes, og dem der er planlagt, vil man højst have et par hundrede kilometer mellem lademulighederne på langfart. Hvilket leder til en anden konklusion: Nemlig at der stort set aldrig er behov for at lade helt op, før man tager på en længere rejse. For mit vedkommende vil SC'en i Køge hurtigt dukke op.
Alt dette blot for at sige til nye, kommende ejere: Måske har der været lidt for meget tale om rækkeviddebekymringer, og måske er det ikke så vigtigt, om man har 60 kwh eller 85 kwh på batteriet. Pauserne giver mulighed for at toppe op, og pauser er der klart flest af i en bils liv.
