I nat kl. 01.15 var jeg på vej hjem fra julefrokosten i Hillerød mod Lyngby, med et par fordrukne kammerater der skulle hjem i seng (jeg var totalt alkohol fri).
Lige før Farum blev jeg overbevist om at de liiige skulle se en lille kraftdemonstration. Jow jow, det gør vi da gerne, så efter lige at have regenereret ned til en 70 km/t blev sømmet trådt i bund.
Nu skete det så denne stille nat i December, at vi præcis på dette tidspunkt befandt os lige ud for nedkørslen fra Farum. Jeg så godt 2 biler komme ned af rampen, men dem var vi jo hurtigt forbi, og der var i øvrigt ingen anden trafik. Jeg holder som altid rigtig godt øje med spejlene og ser da også med det samme det blå blink der tændes bag mig. Ups!
Da jeg allerede forlængst er tilbage i regenerering, fortsætter jeg direkte ud til standsning i nødsporet. Efter at have standset og rullet vinduet ned, finder jeg kørekortet frem og venter tålmodigt.
Betjenten i den civilklædte Mondeo stationcar kommer op på siden og lyser ind i bilen, kigger på kørekortet og lyser rundt i bilen:
Betjent: "Godaften, de Herrer! - NÅ! - Det tog godt nok noget lang tid at få bremset ned fra den fart, hva?
Hookmaker: "- Øhh, hvad, mener du?"
Betjent: " Ja du var jo helt oppe og runde XXX km/t!!
Hookmaker: " Ahhh, jeg mener da ikke jeg nåede op på mere end xxx km/t?"
Betjent: "Overhovedet ikke, du lå på XXX km/t!
Hookmaker: " Nå for søren, det var sørme uheldigt"
Betjent: "Skal vi så ikke være enige om at turen fortsætter herfra med 110 km/t - og fortsat god aften mine Herrer"!
Hookmaker: "YES Sir, det gør vi! Ha en god aften"
Og med dækrøg og klampen i bund fór han videre i natten, nedad motorvejen. Mens vi stille og roligt trillede dernedad med den dikterede hastighed.
Moralen i historien: Ja den er der ikke meget af, men der er altså et par flinke drenge derude i natten, og man sover ret godt når én af dem lige har sparet éns lommelædder for ikke så få K!
