Hermed en opfølgning på min Model S 70RWD fra 2015.
Støddæmperne blev bestilt på ebay og ankom d. 28. juli mens vi var på ferie. De blev leveret direkte til min mekaniker. Det gav anledning til lidt skriveri frem og tilbage med FedX i lufthavnen, som troede at det var mekanikeren der havde bestilt dem, og derfor skulle oprettes på virk.dk som importør. Men da jeg fortalte at jeg havde bestilt dem som privatperson og blot sat leveringsadressen til mekanikeren, blev de frigivet. Jeg har endnu ikke modtaget opkrævning fra Told på dem.
Mekanikeren har monteret dem (2 stk foran), og jeg bad ham gemme de gamle, så jeg kunne sende et billede herind. Det var åbenbart ret besværligt for ham at skifte dem. da en gennemgående bolt sad fast på en måde, så han ikke kunne komme til for batteriet. Derfor måtte han afmontere både styrekugler og krængningsstabilitatorer (citerer efter hukommelsen her - er lidt på dybt vand).
Efter hans mening bar hele opsættet præg af at være "samlet på jorden og så løftet på plads", dvs uden tanke for hvordan det evt. kunne være nemmest at udskifte dele sidenhen. Anyways, det lykkedes for ham, og bilen kører fint.
Den er en anelse højere nu end bagtil, jeg har ikke målt efter, men når den står på flad vej, er der "mere luft mellem øverste dækkant og skærm" foran end bagtil. Jeg har så spurgt ham om man evt kan justere dem lidt ned, men de er som de er. De kan evt. "sætte sig lidt" den næste måneds tid, mente han. Og måske er der også tale om at de bageste er blevet lidt trætte.
Min mekaniker er Castella Auto i Værebro ved Ølstykke. Han har taget 5 timer for det, og det synes jeg lød rimeligt ift hvor besværligt det havde været.
Jeg vil, når bilen til efteråret skal have vinterdæk på, have lavet en sporing for at sikre et ensartet slid på dækkene.
Vedlægger billeder af den knækkede støddæmper.
