Finansieringen til afskaffelse af elafgiften ser jeg ikke som det store problem. Problemet er snarere (manglen på) den politiske vilje til at gøre noget.
For det første, så kan man spørge, om det overhovedet er nødvendigt at finansiere. Har vi overhovedet et hul i statskassen? Eller er der overskud? Jeg tænker umiddelbart, at afskaffelse af elafgiften nærmest kunne finansiere sig selv pga. af den mange fordele for samfundet med langt mindre bureaukrati, administration og hurtigere og nemmere omstilling til en elektrificering af samfundet med alle de besparelser der er ift. andre og dyrere CO2-løsninger, sundhedsgevinster pga. færre udledninger af skadelige stoffer, større energiuafhængighed, besparelser på militær osv.
Vi skal i forvejen have nedbragt CO2-udledningen i en fart og her kunne en afskaffelse af elafgiften være en katalysator ift. omstillingen til elektrificering, hurtigere udbredelse af elbiler, solceller m.m. Jeg ved ikke, om der findes andre, mere effektive, hurtigere eller billigere metoder til at opnå et tilsvarende resultat, end afskaffelse af elafgiften. Men jeg tror ikke, vi kommer uden om, at vi skal elektrificere langt mere. Så spørgsmålet er vel snarere, om vi har råd til at lade være?
Hvis man endelig skal kradse flere penge ind i statskassen, så er der mange skruer, man kunne stille på. Mest oplagt ville nok være at indføre en ensartet CO2-afgift på hele samfundet og så justere størrelsen af denne afgift (kr./ton CO2), således at budgettet balancerer. Men helst så jeg, at størrelsen af CO2-afgiften afspejlede størrelsen af de samlede skadevirkninger, der er, ved udledning af et ton CO2. Og her er det vigtigt, at alt regnes med i de samlede skadevirkninger, da afgiften ellers ikke får den ønskede effekt.
Et andet alternativ kunne være at justere på andre indtægter for statskassen f.eks. den genelle skatteprocent el.lign., men det fornemmer jeg er politisk tabu.
