FULD ARTIKEL FRA: http://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/11/122455/artikel.html#ixzz3n6zhrIRh
"Der kan snart være en model på plads for, hvordan elbiler skal betale registreringsafgift fra nytår. Teslaen ligner den store taber, erfarer Børsen
Der bliver arbejdet på højtryk i Skatteministeriet for at finde en afgiftsmodel for elbiler, som fra nytår ikke længere er fritaget for registreringsafgiften på op mod 180 pct. af bilens værdi.
Børsen erfarer, at skatteministeren derfor har fremlagt en model for, hvordan elbilerne fra nytår kan tilpasses i afgiftssystemet.
I den foreløbige model for fremtidens registreringsafgift ligner Tesla den store taber, da priserne på modellerne S 85D og S P85D vil stige med henholdsvis 152 og 159 pct.
"Der er mange modeller i spil, og denne er blandt de mest usammenhængende, jeg har set. Den vil eliminere alt salg af elbiler i Danmark," siger Esben Pedersen, kommunikationschef i Tesla Danmark til regeringens udkast til en afgiftsmodel, som Børsen har forelagt ham.
Ifølge Børsens oplysninger mødtes skatteminister Karsten Lauritzen (V) med skatteordførere fra de forskellige partier på Christiansborg for en uge siden for at diskutere elbilernes fremtid. Her fremlagde ministeren en model for, hvordan elbiler fremover kan betale registreringsafgift, når afgiftsfritagelsen udløber.
Et nyt møde er planlagt til onsdag i denne uge.
Elbiler har i en årrække været helt fritaget for registreringsafgift i Danmark for at sparke markedet i gang. Karsten Lauritzen har allerede gjort det klart, at regeringen ikke ønsker at fortsætte afgiftsfritagelsen i 2016, da det koster statskassen 650 mio. kr. om året at have ordningen kørende.
Fra el til fiktiv benzin
Som det er i dag, får benzinbiler et nedslag i registreringsafgiften på 4000 kr. pr. kilometer, de kan køre mere på literen end 16 kilometer.
Det betyder, at hvis en benzinbil kan køre 20 kilometer på literen, bliver registreringsafgiften sænket med 16.000 kr.
De samme regler gælder for dieselbiler, hvor nedslaget på 4000 kr. dog først begynder ved biler, der kan køre mindst 18 kilometer på literen.
Problemet med elbiler er dog, at de selvsagt hverken kører på benzin eller diesel, og derfor kan de ikke få et nedslag i registreringsafgiften, medmindre reglerne laves om. Derfor har Karsten Lauritzen fremlagt en model for partiernes relevante ordførere, som tager højde for det problem.
Ifølge Børsens oplysninger har Skatteministeriet forsøgt at omregne elbilernes elforbrug målt i kilowatttimer til et fiktivt brændstofforbrug målt i kilometer pr. liter.
Ifølge udkastet til en model fra Skatteministeriet vil det betyde, at små elbiler som eksempelvis en BMW i3 kan køre 70,3 kilometer pr. fiktive liter benzin. Det vil betyde, at BMW-modellen fra nytår vil komme til at stige i pris fra 270.500 kr. uden afgifter til 450.100 kr. med afgifter.
Det svarer til en prisstigning på 66 pct., som skal ses i lyset af registreringsafgiftens højeste takst på 180 pct. af en normal bils pris over 81.700 kr.
Noget bedre er det for Volkswagen e-Up, hvor prisen vil stige med 11 pct. med den afgiftsmodel, som Skatteministeriet har lagt frem.
Med denne model bliver Teslaen den store taber, fordi den ifølge Skatteministeriets ikke er ligeså energieffektiv som de mindre elbiler.
For tidligt med afgifter
De store prisstigninger vil ifølge Lærke Flader, branchedirektør i Dansk Elbil Alliance, være en massiv bremseklods for elbilmarkedet.
"Elbilerne har ikke fået et gennembrud på det danske marked endnu. Branchen har foretaget nødvendige investeringer på over 2 mia. kr. i tillid til, at man vil holde hånden under markedet, indtil det kan klare sig selv. Med dette forslag til en model synes jeg, at man slipper hånden for tidligt," siger Lærke Flader og fortsætter:
"I forhold til, hvor meget Tesla udleder sammenlignet med en BMW i3 eller VW e-up, så virker forslaget ikke som en fair forskelsbehandling."
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstres skatteordfører Louise Schack Elholm
SLUT