Det nye nummer af FDM bladet Motor har en lille opgørelse af ‘afgifter på brændstof’. Den siger at 56% af slutbruger-prisen på benzin går direkte i statskassen og 47% for Diesel ved priser på hhv. 12,61 kr og 11,45 kr.
Nu er el jo ikke et brændstof, men hvor meget bidrager vi til statskassen ved opladning?
Jeg har kigget på elpristavlen.dk, hvor DONG’s standardprodukt lyder på 234,56 øre/kWh.
Af den pris går 138,04 ører i statskassen - svarende til 59%. Det inkluderer en PSO-tarif på 22,7 øre/kWh som iflg. energinet.dk for langt den største dels vedkommende bruges til tilskud til vedvarende energi.
Tager man DONG’s ‘Spotpris måned’ produkt til 219,13 øre/kWh (aktuel pris) så går der 134,96 ører i statskassen - svarende til 62%.
Både benzin og el svinger jo noget i pris hvilket påvirker procenterne, men el forekommer altså at være (mindst) ligeså ‘afgiftsbelagt’ som benzin og væsentligt mere end diesel. Til gengæld har de biler jo så grøn ejerafgift (med ekstra ‘udligning’ på diesel).
Det er altså ikke en rabat på afgifter der gør at “kilometer-økonomien” i el-biler generelt ser rigtig fornuftig ud - selv med danske el-priser.
I vores Model S bruger vi til el ca det samme beløb pr km som en benzin-bil der kører omkring 23 km/l (og det er inklusive overhead ved opladning).
