Det har vist været oppe at vende flere gange, hvordan man kommer hurtigst frem i en Tesla på en langtur. Skal man køre hurtigt for at spare tid, men bruge mere energi og dermed mere tid på supercharging eller er det totalt set hurtigere at køre lidt langsommere for at spare energi og dermed spare tid på supercharging? Og kan man med fordel springe en eller to superchargere over og køre videre til den næste for at spare tid på et overflødigt stop?
Jeg har regnet lidt på sagerne. Jeg har gjort følgende antagelser:
- Model S 85D.
- 10% SoC ved ankomst til supercharger. Der lades, indtil der er nok energi til at ankomme til næste SC med 10% SoC.
- 2 km ekstra kørsel for at komme fra motorvejen, hen til SC og tilbage til motorvejen igen.
- 5 min. ekstra spildtid for at skulle finde SC, manøvrere ind i båsen, sætte stikket i, tage stik ud osv.
I beregningsmodellen har jeg regnet med en ladeeffekt, som gradvist aftager, efterhånden som batteriet fyldes op. Det er antaget, at man har et SC ladepar for sig selv, så man opnår højest mulige ladeeffekt, der dog bliver lidt reduceret pga. varmt batteri.
Jeg har også lavet en model for, hvor meget effekt bilen bruger ved kørsel med forskellige hastigheder.
Resultatet er, at den optimale kørehastighed for at komme hurtigst muligt frem er 148 km/h og den optimale afstand mellem SC er 124 km. Dvs. i praksis kommer man til at lade til knap 60% SoC. Gennemsnitsfarten inkl. ladestop bliver 90,3 km/h.
Hvis man hopper en SC over og kører 248 km i ét stræk, så bør man sænke farten til 123 km/h. Dels fordi det bliver lige knapt nok, om man kan nå frem med 10% SoC - selv med en fuld opladning til 100% - og dels fordi det vil tage alt for lang tid at lade det sidste stykke op til 100%. Gennemsnitsfarten inkl. ladestop bliver 85,2 km/h.
Hvis man i stedet antager, at der ikke er ekstra spildtid ved at sætte stikket i m.m., så falder den optimale afstand mellem SC til 57 km og man skal optimalt set køre 160 km/h. Gennemsnitsfarten inkl. ladestop bliver 98,3 km/h.
Hvis man i stedet antager, at der ikke er nogen ekstra kørsel for at komme til/fra SC, så bliver den optimale afstand mellem SC 115 km og man skal optimalt set køre 150 km/h. Gennemsnitsfarten inkl. ladestop bliver 91,9 km/h.
Hvis man tør satse på at køre batteriet helt fladt og ankomme til SC med 0% SoC, så lader den lidt hurtigere. Den optimale afstand mellem SC bliver i dette tilfælde 132 km og man skal optimalt set køre 152 km/h. Gennemsnitsfarten inkl. ladestop bliver 94,2 km/h.
Konklusionen er altså, at hvis man skal hurtigst muligt frem, så er det bedst at køre ca. 150 km/h og lade ved samtlige SC (forudsat at de ikke ligger ret langt fra motorvejen). Man skal ikke lade mere, end man lige netop har energi nok til at komme frem til næste SC, dog helst med en lille sikkerhedsmargin - f.eks. 10% SoC. Hvis man satser på at springe en SC over, så kan man med fordel sætte farten lidt ned og vælge de SC, der ligger tættest på motorvejen, så man minimerer spildtid og ekstra kørsel. Det går dog ikke hurtigere, men sparer en del energi (ca. 25%).
Optimum er dog ret fladt, så hvis man f.eks. sætter farten ned til 130 km/h, så vil den optimale afstand mellem SC være 152 km. Gennemsnitsfarten inkl. ladestop bliver 88,9 km/h. Dvs. kun ca. 1,5% langsommere end hvis man kører de optimale 148 km/h. Til gengæld sparer man ca. 18% energi ved at sætte farten ned til 130 km/h.
Hele regnestykket forudsætter dog, at man kan få et SC ladepar for sig selv. Hvis man ikke kan få et SC ladepar for sig selv (resulterer i nedsat ladeeffekt) eller der ligefrem er kø ved SC, så falder hele regnestykket til jorden. Optimum vil i givet fald være, at man sætter farten en hel del ned for at spare energi og dermed ladetid og man vil sandsynligvis med fordel kunne springe et eller to ladestop over.
Mange steder kan/må man alligevel ikke køre mere end 130 km/h, og selv hvis man kan, så vil man sikkert få flere opbremsninger/accelerationer, hvilket vil ødelægge regnestykket. Hvis man derudover tænker lidt på miljøet og sikkerheden, så virker en marchfart på 130 km/h til at være et godt kompromis.
