12:39Den amerikanske elbilproducent Tesla har underskrevet en aftale med myndighederne i Shanghai om erhvervelsen af en grund på 860.000 kvadratkilometer, hvor det er planen, at Tesla skal bygge sin første gigafabrik udenfor USA. Det oplyser Tesla på et kinesisk socialt medie ifølge Reuters. Der er ikke oplyst nogen konkret pris på grunden, men Shanghais bureau for byggeplanlægning oplyser onsdag, at et sådan areal netop er blevet solgt på auktion til en pris på 973 mio. yuan, hvilket svarer til 906,4 mio. kr. Elbilproducenten begyndte allerede at hyre mandskab til den nye fabrik i august, og selskabet har tidligere sagt, at det vil rejse kapital på det asiatiske obligationsmarked for at gennemføre konstruktionen af fabrikken, som angiveligt vil koste i omegnen af 2 mia. dollar, skriver Reuters. Med tilgangen af det nye store byggeareal fordobler Tesla sit antal af oversøiske fabrikker. Tilbage i juli skrev selskabet under på en aftale med myndighederne i Shanghai om at bygge sin første fabrik uden for USA med en årlig kapacitet på 500.000 biler. Den nye kæmpefabrik skal være med til at sænke prisen på Tesla-biler i verdens største bilmarked. Tesla-aktien lukkede tirsdag med en stigning på 6,5 pct. /ritzau/FINANS Patrick Solberg