@Kiefer
Du skal læse meget bogstaveligt, hvad jeg skriver.
Jeg ved ikke, hvad deres nye C-klasse elbil kommer til at veje. Men hvis den skal ned på 100 Wh/km, så skal den i hvert fald et godt stykke under 2 tons, den skal have hyper let rullende dæk og en aerodynamik, der i den grad sparker røv. Og det er vel at mærke, hvis WLTP-tallet skal derned. Virkelighedens verden på en gennemsnitlig, regnvåd oktoberdag ude på motorvejen i en frisk, skrå sidevind er en helt anden snak. Vi ved alle, at der kan være stor forskel på en WLTP-test og så den virkelige verden.
Jeg tror ikke, at konceptbilen Vision EQXX har så meget med en C-klasse at gøre. Det er indtil videre blot en konceptbil, og konceptbiler har ofte meget optimistiske specifikationer, fordi det er temmelig uforpligtende og mange detaljer ikke er realistiske i en bil, der skal masseproduceres og sælges på det almindelige marked.
Når det er sagt, så synes jeg faktisk, at EQXX ser ud til at være et rigtig godt bud. Der er mange lækre aerodynamiske detaljer, såsom heldækkende hjulkapsler, spoilere og luftind- og udtag ved hjulene, diffusor og den specielle bagende er alt sammen noget, der får min indre aerodynamiker til at frydes. Hvis den er spækket med kulfiber og magnesium, så giv den også lige nogle usporty, hårde, smalle dæk med hyperlav rullemodstand, et batteri, effektelektronik og elmotor med meget lave tab. Så skal jeg nok få den ned på under 100 Wh/km på en god sommerdag i slipstrømmen bag en lastbil og med A/C slukket.
Så ja, hvis de rigtige betingelser er tilstede, så er det nok ikke urealistisk.
Men snakker vi forbrug for en brugbar elbil, der også er til at betale, på en typisk dansk efterårsdag på motorvejen for den gennemsnitlige bilist, så er der altså rigtig lang vej endnu til de 100 Wh/km. Medmindre vi altså snakker mikrobiler eller lign.